Danske medier er hårde ved herrelandsholdet efter EM-finalenederlaget til Frankrig. Læs udvalgte kommentatorers vurdering af landsholdet her.

BTs håndboldkommentator under slutrunden, Benjamin Munk Lund, havde før kampen betonet, at Danmark ikke kunne falde sammen to finaler i træk. Og så skete det alligevel. Det var en offday, og det falder ikke kun tilbage på spillerne, mener han.

- Wilbeks position i historiebøgerne om de danske håndboldlandshold er ikke truet, men legende-træneren må nu leve med, at vi også kommer til at huske ham for totalt at have set sit hold kuldsejle i de to sidste finaler, han stod i. Det er naturligvis også et træneransvar, skriver Benjamin Munk Lund.

Den tidligere profil på landsholdet Joachim Boldsen har fungeret som håndboldkommentator på TV3 Sport under slutrunden, og her på BT har han skrevet klummer. Boldsen er særdeles skuffet over sine tidligere holdkammeraters manglende vildskab.

- Jeg kan igen i år sidde og græmme mig, og ærgre mig afsindigt meget over, at danskerne ikke har en spiller, der går ud og giver modstanderne nogle tæsk, når alt andet ikke fungerer.

- Det lyder måske uetisk og barskt, men ikke desto mindre er det jo dét, der får hevet de andre op fra drømmesengen, når spillet og fighten forsvinder, skriver Boldsen.

Berlingskes sportsredaktør, Flemming Fjeldgaard, minder om, at dansk håndbold - trods finalenederlaget - er i rigtig god stand. Nederlaget søndag aften var et væld af dårlige indsatser over hele linjen.

- Ja, alle spillere kunne sådan set pege lidt på en anden for at tørre nederlaget af. Men kunsten bliver vist at kigge indad i fællesskab, skriver Fjeldgaard.

I Ekstra Bladet hæfter sportschef, Allan Olsen, sig ved at Ulrik Wilbek for anden finale i træk ikke lykkedes med at sætte sine spillere på til kampen.

- Men måske Ulrik Wilbek i sit job som sportschef i DHF skulle ansætte en mentaltræner, der kan forklare spillerne, hvordan man sætter sig op til en finale.

- Den store ledelsesguru Wilbek, der turnerer flittigt med sine teorier, må i hvert fald konstatere, at hans medarbejdere for andet slutrunde i træk ikke leverede i finalen, skriver Allan Olsen.

Alle danske medier er enige om, at selvom finalenederlaget er et hårdt slag for Wilbek, så ændrer det ikke på Wilbeks store positive betydning for danske håndbold. Jyllands-Posten sportsredaktør, Christian Thye-Petersen, sætter ord på:

- Den miserable indsats mod Frankrig, nederlaget i finalen, markerer en defekt afslutning på historien, på fortællingen om Ulrik Wilbeks periode som regent over dansk håndbold. Men når man skal gøre status over Ulrik Wilbeks eftermæle som landstræner handler det om meget mere end evnen til at fortælle den "rigtige" historie præcist og overbevisende.