Efter en svær start satte et dansk lyntog kursen sikkert mod kvartfinalen

Et sceneskift med indbygget togkaos og en alt for lang rejse fra Sevilla i syd til det nordlige Spanien var ikke nok til at slå benene væk under et dansk herrelandshold, der er klar til VM-kvartfinalen efter en meget sikker sejr på 30-23 over Tunesien i den store Principe Felipe Arena i Zaragoza.

- Det bliver et slagsmål, sagde Henrik Møllgaard før 1/8-finalen mod Tunesien, og det er lige før, at det er en underdrivelse at beskrive starten på kampen sådan. For det var tydeligt, at Tunesien havde sat sig for at kyse danskerne, hvilket afrikanernes Issam Tej markerede ved to gange at ramme Kasper Søndergaard i ansigtet i nærkampe i samme angreb. Og så faldt kampens første udvisning efter blot to minutters spil. Så var vi i gang.

På trods af den overtændte tunesers voldsomme start, var det afrikanerne, der kom klart bedst fra land i kampen. Danmark havde svært ved at finde vej gennem Tunesiens bevægelig forsvar, og kom hurtigt bagud 0-3.

En rigtig skidt start, der blev indrammet af enrække kæmpeafbrændere af både Rasmus Lauge og Kasper Søndergaard samtidig med, at forsvaret med Henrik Møllgaard og René Toft Hansen i midten ikke fungerede, som det skulle.

Derfor måtte Ulrik Wilbek tage affære efter bare syv minutter. Ud med Lauge i angrebet og ind med Kasper Nielsen i forsvaret. Det stabiliserede begge ender, og især i defensiven var det virksomt, at få BSV-bjørnen ind til at tackle løs på de spænstige tunesiske langskytter.

Ændringerne gav pote. Langsomt men sikkert fik Danmark arbejdet sig ind i kampen og blev også hjulpet godt på vej af en række tunesiske udvisninger som følge af deres til tider alt for voldsomme spillestil.

Synd at afrikanerne finder det nødvendigt at tæve sig igennem en kamp, for Tunesien har nogle glimrende håndboldspillere, der sagtens kunne klare sig uden brug af ufine metoder.

Danmark opnåede sin første føring i kampen ved 8-7 efter 17 minutter, og herfra foregik spillet på danske præmisser. Det gode forsvarsspil efter indskiftningen af Kasper Nielsen åbnede op for kontrafasen, der i den grad gjorde ondt på tuneserne, da både Mikkel Hansen og Henrik Møllgaard førte sig frem med stort overblik.

I målet begyndte Niklas Landin også at tage bolde i stor stil, og da Henrik Møllgaard to sekunder før pausen bragede en underhånd i mål til 16-11 få sekunder efter, Tunesien havde smidt en oplagt mulighed for at reducere til 15-12 væk, lå alt momentum på danske hænder.

Fra starten af anden halvleg var det tydeligt, at man i den danske lejr følte, at den var hjemme. Wilbek brugte fra start hele bredden med Mads Mensah Larsen, Casper U. Mortensen, Henrik Toft og Lasse Svan Hansen på banen, uden at det kostede noget.

Eller rettere sagt. Den danske føring blev støt og roligt øget også i denne fase. Tunesernes moral var for længst knækket, og de sidste 30 minutter blev en lang dansk søndagstur, hvor der blev tid til at prøve forskellige taktiske ting af og spare kræfter til kvartfinalen.

Den foregår i Barcelona på onsdag, hvor Danmark skal møde enten Polen eller Ungarn, der spiller deres 1/8-finale mandag aften.