De danske håndboldherrer var på deres første rigtige test forud for VM slutrunden i Qatar, der begynder om 11 dage, da de mandag aften mødte Sverige i Malmö Arena.

Det var dog ikke en kamp, som vil gå over i historien for nogle af de to mandskaber. Danskerne spillede en sløj første halvleg, hvor de brændte for meget på den svenske målmandslegende Mattias Andersson, mens Niklas Landin i starten havde svært ved at fange de skytter. Den danske keeper spillede sig dog gevaldigt op i slutningen af halvlegen og to store redninger i løbet af halvlegens sidste minutter gjorde, at Danmark kun var bagud med et enkelt mål ved pausen.

Anden halvleg startede bedre, og danskerne fik hurtigt bragt sig i front med to scoringer fra Hans Lindberg, der var kommer ind fra anden halvlegs start, og Mikkel Hansen. Og så var det pludselig danskerne, der havde overtaget. Dog kun for en kort periode, for to minutter senere var det igen svenskerne, som førte.
Og sådan bølgede kampen frem og tilbage konstant, hvor begge hold skiftedes til at føre.

Kort inde i anden halvleg gav landstræner Gudmundur Gudmundsson Jannick Green spilletid - og særligt i kampens slutfase diskede Magdeburg-keeperen op med en række vigtige redninger, som holdt Danmark inde i kampen.

Mikkel Hansen spillede sig ligeledes op i anden halvleg og kunne med halvandet minut tilbage bringe balance i regnskabet med sin 8. scoring. 23-23 og alt var helt lige. I det efterfølgende angreb modtog Rene Toft Hansen dog en to-minutters udvisning, og så lå sejren til svenskerne. Hjemmeholdet udnyttede dog ikke deres overtal, og i stedet kunne Hans Lindberg udnytte et fornemt dansk undertalsspil til scoring. Og da Jannick Green reddede svenskernes sidste afslutning få sekunder før tid, lykkedes det Danmark at vinde en kneben sejr på 24-23.