Stjernen Estavana Polman stjal fuldstændig showet, da Team Esbjerg søndag suverænt vandt pokalfinalen over Odense Håndbold.

Men det var ikke for hendes spil på banen.

Forklaringen er i stedet et opsigtsvækkende interview til TV 2, hvor Polman forklarer, at hun er ‘tæt på at have fået nok’ af sin situation i Team Esbjerg.

Samtidig langer hun også ud efter ledelsen i klubben, som hun hævder ikke at have nogen kommunikation med.

B.T. har forsøgt at få en kommentar til kritikken fra Team Esbjerg, men klubben er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. Og Esbjerg-træner Jesper Jensen, der i denne uge har taget landstrænerkasketten på, er også fåmælt.

»Det gør jeg mig ikke så mange tanker om nu her. Nu er det landshold. Og det er også sådan, at alle personalesager bliver håndteret internt, sådan vil det altid være, og sådan har det altid været,« sagde Jesper Jensen om situationen, da B.T. mødte ham i landsholdslejren.

Men Team Esbjerg kan ikke tie sagen ihjel. Sådan lyder det fra B.T.s sportskommentator, Søren Paaske.

»Der her er en rigtig tabersag for alle involverede. Jeg kan egentlig gode lide, at Team Esbjerg viser, hvem der bestemmer, og at ingen er større end klubben, men kommunikationsmæssigt har de håndteret sagen virkelig dårligt. De har fuldstændig fejlet i forhold til at få lagt låg på sagen,« siger han og tilføjer:

Foto: Tibor Illyes
Vis mere

»Og Estavana Polman opfører sig heller ikke ligefrem vildt professionelt – og har ikke gjort det i hele forløbet. Begge parter står svækkede tilbage.«

Estavana Polmans mor fik også blandet sig i sagen, da hun – modsat datteren – havde en form for kommunikation med ledelsen i de døende minutter af pokalfinalen. Her uddelte hun et voldsomt møgfald på tilskuerpladserne til sportschef Thomas Hylle og administrations- & kampansvarlig Per Kristiansen – noget, som blev fanget af TV 2s kameraer.

Et temmelig usædvanligt syn, og ifølge Søren Paaske fortæller det meget om, hvor mærkværdig en sag der er tale om.

»Altså Estavana Polmans mor har jo gjort sig selv til grin. Uanset hvad der er op og ned i den her sag, så skal hun jo ikke stå og råbe ad Team Esbjerg-ledelsen foran en fyldt hal – hun burde lade sin 29-årige datter, der blandt andet er kåret til MVP til et VM, kæmpe den kamp selv.«

»Men det indkapsler jo meget godt, at vi står med en ret speciel sag her. En af ligaens allerstørste stjerner – hvis ikke den største – ligger i åben konflikt med sin klub. Det er et særsyn i dansk håndbold, at det er så åbenlyst, og lige nu er det svært at se, hvordan Polman og Esbjerg skal finde hinanden igen. Derfor tror jeg meget vel, at det her kan blive Estavana Polmans sidste sæson i klubben,« siger B.T.s sportskommentator.

Balladen omkring Estavana Polman, der er ved at kæmpe sig tilbage i topform efter en langvarig skade, begyndte for godt en måned siden. Her blev hollænderen sendt i skammekrogen i to kampe, efter hun havde nægtet at gå på banen i et Champions League-opgør mod Podravka.

I en pressemeddelelse fastslog Team Esbjerg, at man var enig med Polman om ‘at lægge det hændte bag sig og i fællesskab arbejde for klubbens bedste’.

Men meget tyder altså på, at skårene ikke er klinket endnu.

Andre læser også