Jan Magnussen dropper sæsonens to sidste afdelinger i sportsvogns-VM.

Den 48-årige dansker er blevet løst fra sin aftale med det danske team High Class Racing, der i stedet indsætter Formel 1-teamet Alfa Romeos reservekører, Robert Kubica (Polen), i løbene i Bahrain 30. oktober (6-timers løb) og 6. november (8-timers løb).

Årsagen til Magnussens afbud er en serie foredrag sammen med sønnen Kevin.

De fem foredrag, hvor TV 2-journalist Ulrik Jönsson skal interviewe de to gange Magnussen, har længe været planlagt til den første uge i november. Da kalenderen for sportsvogns-VM blev ændret, måtte Jan Magnussen vælge mellem foredragsrækken og løbene i Bahrain.

Jan og Kevin Magnussen optræder i den første uge i november i en serie foredrag sammen med TV 2-journalist Ulrik Jönsson.
Jan og Kevin Magnussen optræder i den første uge i november i en serie foredrag sammen med TV 2-journalist Ulrik Jönsson. Foto: Lise Nygaard / Grand Prix Photo
Vis mere

Jan og Kevin Magnussen delte i august en af High Class Racings biler i 24-timersløbet i Le Mans, men løbet blev efter en lang række tekniske problemer en kæmpe skuffelse for far og søn.

Kubica, der i Bahrain deler High Class Racing-bil med Magnussens sædvanlige codrivere, Anders Fjordbach og Dennis Andersen, kørte allerede for det danske team i 24-timersløbet i Daytona i januar.

»Så jeg kender teamet og håber bare på, at vi er heldigere end i Daytona,« siger polakken, der senest kørte for Alfa Romeos Formel 1-team i FP1-træningen op til Italiens Grand Prix i september.

I Daytona udgik High Class Racing efter bare 56 omgange på grund af gearkasseproblemer. Teamet ligger i øjeblikket på tiendepladsen i LMP2-klassen i sportsvogns-VM.