Opdatering: Kort før klokken 21 oplyser Digitaliseringsstyrelsen, at problemet er løst.

I løbet af tirsdagen har der været ustabilitet i forbindelse med log-in via NemLog-in med MitID.

Det bekræfter Digitaliseringsstyrelsen overfor B.T.

»Der er i øjeblikket udfordringer med NemLog-in. Driftsforstyrrelserne er opstået cirka kl. 12.48 og betyder, at nogle brugere ikke kan logge på offentlige og visse private tjenester med MitID,« skrev Majd Karmani, der er presse- og kommunikationsmedarbejder hos Digitaliseringsstyrelsen, til B.T. tidligere på dagen. 

»Leverandøren arbejder på højtryk på at identificere problemet og stabilisere driften. MitID kan stadig anvendes på tjenester, som ikke benytter NemLog-in, herunder eksempelvis banker,« skrev pressemedarbejderen. 

I løbet af dagen har teknikerne hos Digitaliseringsstyrelsen arbejdet på højtryk på at læse problemet.

Kort før klokken 21 lød det så endelig, at fejlen var rettet.

»Incidentet er nu løst, og det er igen muligt for alle at logge ind via NemLog-in med MitID,« skriver Digitaliseringsstyrelsen.