Torsdag lukkede adskillige sjællandske tankstationer ned for salg af diesel.

Det skete, fordi man opdagede, at dieselen indeholdt urenheder, der kunne give motorproblemer.

Rikke Stecher fra Hvalsø var en af de kunder, der havde tanket diesel fra en af de berørte tankstationer.

Mere præcis Shell Express i Hvalsø. Og hun er absolut ikke tilfreds med den måde, Shell har håndteret sagen på.

Shell måtte lukke for salget af diesel på fire tankstationer. Tankstationen på billedet er ikke en af de berørte tankstationer.
Shell måtte lukke for salget af diesel på fire tankstationer. Tankstationen på billedet er ikke en af de berørte tankstationer. Foto: PR-foto/Shell
Vis mere

»Det er utrolig dårlig kundeservice,« mener hun.

»Jeg blev opmærksom på problemet, da min eksmand ringede om aftenen og spurgte, om jeg havde tanket diesel i dag (torsdag, red.),« fortæller hun til B.T.

Eksmanden havde læst om sagen på BT.dk.

Rikke Stecher skrev lidt sammen med eksmanden og kontaktede derpå sin far, der er gammel mekaniker.

Han kunne dog ikke hjælpe, da man ikke vidste, hvad det var, dieselen var forurenet med.

»Jeg ringede derpå til det nummer, der stod i artiklen. Jeg snakkede med en medarbejder, der fik oprettet en sag, og fredag kontaktede Shell mig så.«

»De sagde, at jeg ikke skulle gøre noget for nuværende, men at jeg skulle kontakte dem, hvis der senere viste sig at være noget galt med bilen.«

Og det er her, kæden hopper af for Rikke Stecher.

»Beskeden fra Shell er, at jeg skal henvende mig igen, hvis min bil går i stykker. Og så er det så op til mig at bevise, om det er på grund af den urene diesel,« siger hun.

Shell måtte torsdag lukke for salget af diesel på fire tankstationer på Sjælland.
Shell måtte torsdag lukke for salget af diesel på fire tankstationer på Sjælland. Foto: PR-foto Shell
Vis mere

Hun synes, det er virkelig dårligt håndteret af Shell.

»De burde tilbyde tømning af diesel, rensning af tanken og nyt brændstof på deres regning.«

Rikke Stecher valgte at arbejde hjemmefra fredag, da hun ikke har turdet bruge sin bil, da hun er bange for at skade den med den urene diesel.

Hun har også hørt, at OK har valgt at håndtere sagen anderledes, hvor alle biler kommer ind og bliver undersøgt. Hun mener, Shell burde have gjort det samme.

Hos Shell oplyser man, at man ganske rigtigt ikke har sendt alle kunder på værkstedet.

»Hvis folk har oplevet problemer, efter de har tanket diesel, har vi bedt dem køre på værkstedet og få det undersøgt. Hvis det er på grund af den urene diesel, betaler vi selvfølgelig for at få det ordnet,« fortæller Søren Møller Maretti, direktør i DCC Energi Mobility, der driver Shell-stationerne i Danmark.

»Der er rigtig mange dieselkunder, der ikke har oplevet problemer. Man kan godt have tanket uden at have fået den urene diesel ind i tanken.«

Derfor har Shell undladt at sende kunder, der ikke har oplevet problemer, til mekanikeren.

Da B.T. præsenterer ham for Rikke Stechers problem, falder svaret dog med det samme.

»Hvis man er nervøs og ikke tør bruge sin bil, så skal man kontakte os. Så betaler vi for at få den undersøgt på værkstedet,« siger han.

Hos OK har man valgt at sende alle de kunder, der har henvendt sig, til mekanikeren.
Hos OK har man valgt at sende alle de kunder, der har henvendt sig, til mekanikeren. Foto: PR-foto
Vis mere

Hos OK oplyser kommunikationschef Rasmus Boserup, at man har sendt de kunder, der har kontaktet virksomheden, på værksted for at få bilerne undersøgt.

»Det kommer til at koste noget, men det må vi så tage med vores leverandør,« fortæller han.

Han kan også oplyse, at man foreløbig har fundet ud af, at der har været noget vand i den urene diesel, hvilket ikke er godt for motoren.