Samtidig med at forbrugerpriserne – heriblandt fødevarepriser – er steget kraftigt de seneste måneder, er der også kommet en stigning i antallet af butikstyverier.

Meget peger i retning af, at der er en sammenhæng.

I sidste uge kunne Dagligvarehandlen fortælle, at der fra fjerde kvartal af 2021 til første kvartal af 2022 skete den største stigning i antallet af butikstyverier for perioden i ti år.

Hos Crimestat, der hører under Dansk Erhverv, er man lige nu i gang med en større analyse af butikstyverier i detailhandlen.

Her er fornemmelsen, at vi lige nu ser en stigning i antallet af butikstyverier fra desperate danskere.

»Vi har ikke den konkrete analyse endnu, men min klare fornemmelse er, at vi oplever en stigning i antallet af nødtyverier. Det er tyverier, hvor man stjæler ting til dagen og vejen: bleer, smør, hakkekød,« siger Henrik Lundgaard Sedenmark, chefkonsulent i Crimestat, til B.T. og uddyber:

»Rigtig meget peger i retning af, at der er en sammenhæng mellem den stigende inflation og stigningen i butikstyverier. Vi ser det også flere steder i udlandet, eksempelvis Storbritannien, hvor der er klare meldinger om en stigning i den her type tyverier.«

Detailhandlen har længe kæmpet med organiserede butikstyverier, hvor kriminelle bander kommer ind og stjæler store mængder kaffe, slik eller andre varer, de så sælger videre.

Men når det kommer til de såkaldte nødtyverier, er der tale om andre typer af gerningspersoner og andre motiver.

»Det er folk, som er presset til at stjæle, fordi de står i en økonomisk situation, hvor de er nødt til det for at få noget at spise. Og så kan det også være folk, der føler sig presset af, at alt stiger i pris, og så vil forsøge at spare penge ved at stjæle fødevarer,« forklarer Henrik Lundgaard Sedenmark:

»Jeg føler mig helt overbevist om, at de her nødtyverier er noget, vi kommer til at se mere af de kommende måneder. Vi oplever klart en stigning i antallet af butikstyverier allerede nu.«

Hos De Samvirkende Købmænd kan man ikke sige konkret, om der er en stigning i antallet af nødtyverier endnu, men det vil ikke være noget chok, hvis det er tilfældet.

»Belært af tidligere tider med økonomisk smalhals, så ser vi ofte et stigende antal butikstyverier, hvor man stjæler til eget forbrug,« forklarer Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør hos De Samvirkende Købmænd:

»Om det bliver sådan herhjemme i stort omfang, er det fortsat for tidligt at sige noget om.«

Crimestat forventer at have analysen klar i den kommende uge, hvor der stilles skarpt på udviklingen i tyverier i den danske detailbranche i første halvår af 2022.