Statsminister Mette Frederiksen (S) og departementschef Barbara Bertelsen har sendt en byge af sms-beskeder til hinanden i sagen om spionchef Lars Findsen.

Det kan B.T. afsløre på baggrund af aktindsigter fra Statsministeriet.

Beskederne dokumenterer, at de har skrevet sammen om sagen. Dermed er det sandsynligt, at de også tidligere har skrevet om sagen i en periode, hvor de slettede deres beskeder, vurderer to eksperter.

»Det viser, at regeringstoppen øjensynlig interesserer sig temmelig meget for den her sag. Det er meget tænkeligt, at der kan mangle nogle andre beskeder,« siger juraprofessor Lasse Lund Madsen fra Aarhus Universitet.

B.T. skrev forleden, at Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen har slettet deres sms-beskeder i mindst 14 måneder under forløbet om Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

Dermed kan en kommission komme til at mangle vigtigt materiale, når den skal undersøge en af danmarkshistoriens største efterretningsskandaler.

Statsministeren og departementschefen havde automatisk slette-funktion slået til på deres telefoner indtil begyndelsen af november sidste år.

Sms-korrespondancen, som B.T. har fået indsigt i, fandt sted, efter at de ikke længere slettede deres beskeder.

De udvekslede beskederne om eftermiddagen 17. februar i år. I løbet af godt to timer sendte de ni beskeder frem og tilbage til hinanden om Lars Findsens varetægtsfængsling.

Det var den dag, den suspenderede FE-chef blev løsladt efter 71 dages varetægtsfængsling.

Statsministeren sendte den første besked klokken 15.07. Det er syv minutter efter, at Østre Landsret afsagde kendelse om at løslade Lars Findsen.

Departementschefen svarede, og korrespondancen fortsatte frem til klokken 17.15. Den sluttede med, at Mette Frederiksen sendte fire sms-beskeder lige i træk på to minutter.

Også aftenen inden udvekslede statsministeren og departementschefen to sms-beskeder om sagen.

Selve indholdet af beskederne afviser Statsministeriet at udlevere, men de handler om 'kendelse vedr. Lars Findsens varetægtsfængsling', står der i en aktliste.

Statsministeriet oplyser, at det drejer sig om tidspunktet for landsrettens beslutning, selve beslutningen om at løslade ham og andre partiers reaktioner.

Sms-korrespondancen er interessant, lyder det fra Michael Gøtze, professor i forvaltningsret ved Københavns Universitet.

Han vurderer også, at den viser, at der kan mangle vigtige sms'er fra den periode, hvor statsministeren og departementschefen havde automatisk slettefunktion slået til på deres telefoner.

»Når man har kommunikeret så intenst på det her tidspunkt, kan man selvfølgelig godt forestille sig, at man også har gjort det tidligere,« siger Michael Gøtze.

B.T. har også tidligere afdækket en anden korrespondance i toppen af Statsministeriet og Justitsministeriet, som fandt sted fredag 4. februar i år, altså godt to uger før den anden sms-korrespondance.

Via en sms-kæde mellem Rigsadvokaten, Justitsministeriet og Statsministeriet blev Barbara Bertelsen lynhurtigt orienteret om, at Københavns Byret havde besluttet at forlænge en varetægtsfængsling af Lars Findsen.

Retsmødet sluttede fredag aften klokken 19.22, og klokken 19.26 blev Barbara Bertelsen orienteret på sms.

Sms-korrespondancerne er vigtige brikker i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste og Lars Findsen, lyder det fra Michael Gøtze.

»Det er en sag, hvor meget har været mørkelagt, og de her sms'er kan måske være med til at samle puslespillet. Et spørgsmål har set udefra været, om sagen kun er foregået i retssalen, eller om en bredere kreds har været inde over. Beskederne viser, at Statsministeriet følger sagen nærmest på minuttet via orienteringer, og at den har været helt oppe i regeringstoppen,« siger han.

B.T. kan via aktindsigter fra Statsministeriet dokumentere, at der ikke er nogen spor af korrespondancer om FE-sagen, der involverer Barbara Bertelsen eller Mette Frederiksen i den periode, hvor de havde automatisk slettefunktion slået til.

Statsministeriet bekræfter, at det heller ikke har identificeret nogen beskeder om sagen før korrespondancerne i februar.

Ministeriet svarer ikke på B.T.s spørgsmål om, hvorvidt der er udvekslet nogen beskeder om sagen, der burde have været journaliseret og dermed at finde i systemet nu.

Der er politisk flertal på Christiansborg for at nedsætte en undersøgelse af FE-sagen og regeringens rolle. Men hvis der mangler beskeder, kan det blive svært at komme til bunds.

»Det vil forringe undersøgelsen, hvis der er slettet sms-beskeder. Vi har jo set i minksagen, at de beskeder, der ikke var slettet, var et væsentligt bidrag. Jo mere materiale man mangler, jo mere usikker bliver undersøgelsen,« siger juraprofessor Lasse Lund Madsen.

Mette Frederiksen afviser at svare på spørgsmål om sine sms-beskeder.

»Jeg har ikke nogen kommentarer til konkrete kommunikationer, jeg måtte have hverken med embedsmænd eller andre politikere. Og så har jeg ikke flere kommentarer,« siger hun, da B.T. interviewer hende om sagen efter et pressemøde.

Lyt til B.T.s politiske podcast 'Slottet & Sumpen' med Anne Kirstine Cramon og Joachim B. Olsen her: