Der gik ikke mere end fire minutter, før der tikkede en sms ind på departementschef Barbara Bertelsens telefon.

Fredag aften 4. februar besluttede Københavns Byret at forlænge varetægtsfængslingen af spionchef Lars Findsen, og straks blev den magtfulde departementschef i Statsministeriet orienteret.

Det gik så stærkt, at ikke engang pressen havde nået at skrive om det, selv om flere journalister stod klar ved retsbygningen.

Det afslører sms-beskeder og informationer, som B.T. har fået aktindsigt i ved Statsministeriet og Justitsministeriet.

Beskederne løfter for første gang sløret for, at der i toppen af både Statsministeriet og Justitsministeriet er sket direkte orientering i den spektakulære efterretningsskandale, hvor både den suspenderede chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, og den erfarne Venstre-politiker Claus Hjort Frederiksen er sigtet for at røbe statshemmeligheder.

Statsministeriet og Justitsministeriet har mørkelagt de fleste dokumenter i sagen, men har udleveret dele af enkelte sms-beskeder og oplysninger om dem.

Ved første øjekast vækker beskederne ikke umiddelbart opsigt. Men kigger man nøje på tidsstemplerne og de involverede personer, er de interessante.

Vi spoler tiden tilbage til fredag 4. februar 2022.

Københavns Byret skal tage stilling til, om Lars Findsen fortsat skal være varetægtsfængslet.

Efter et maratonretsmøde på mere end ti timer slutter det klokken 19.22. I minutterne lige inden har dommeren afsagt sin kendelse: Lars Findsen skal blive bag tremmer.

Og så begynder sms-kæden.

Allerede før retsmødet er slut, bliver den første besked sendt.

Klokken 19.19 skriver en ansat ved Rigsadvokaten direkte til en højtplaceret embedsmand, afdelingschef Morten Duus, i Justitsministeriet:

'Fortsat varetægtsfængsling i 4 uger.'

'Forbehold for kære.'

Så får Statsministeriet besked.

Klokken 19.22 skriver en kontorchef i Justitsministeriet til en enhedschef i Statsministeriet:

'PET oplyser, at Lars Findsens varetægtsfængsling er blevet forlænget i fire uger. Han har taget forbehold for kære.'

Og så tikker beskeden ind hos landets øverste embedsmand og statsministerens tætteste rådgiver, Barbara Bertelsen.

'(...) Lars Findsens varetægtsfængsling er forlænget i fire uger. (...) han har taget forbehold for kære. (...)'.

Beskeden bliver sendt klokken 19.26 fra enhedschefen i Statsministeriet til både Barbara Bertelsen og til endnu en topembedsmand i Statsministeriet, departementsråd Jean Ellermann-Kingombe, der er chef for den udenrigs- og sikkerhedspolitiske afdeling.

I samme minut, klokken 19.26, skriver de første medier, at Lars Findsen skal forblive fængslet. I sekunderne inden havde pressekontaktdommeren i byretten ringet og orienteret pressen om resultatet.

B.T. har spurgt PET og Anklagemyndigheden, hvorfor der straks blev givet besked om fængslingen, og hvem der havde bedt om orienteringen i denne form.

PET oplyser, at efterretningstjenesten generelt har pligt til »på eget initiativ« løbende at underrette justitsministeren om »væsentlige udviklinger i vigtige enkeltsager«.

Fra Anklagemyndigheden lyder det, at »Rigsadvokaten orienterer efter sædvanlig praksis Justitsministeriet om større sager, herunder sager, som forventes omtalt i medierne«.

Det er ikke i sig selv usædvanligt, at der orienteres i toppen af Justitsministeriet og Statsministeriet om en sag af denne karakter, lyder det fra flere eksperter.

Men lynorienteringen er bemærkelsesværdig og rejser spørgsmål om det politiske systems involvering i efterretningsskandalen, vurderer Frederik Waage, professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet.

»Beskederne giver et billede af, at Justitsministeriet og Statsministeriet følger sagen meget tæt. Der er jo nærmest tale om en liveopdatering direkte fra retssalen her,« siger Frederik Waage.

Professoren hæfter sig ved, at regeringen har gjort et stort nummer ud af at holde sagen ud i strakt arm.

Den nu forhenværende justitsminister Nick Hækkerup har udtalt, at han blot er blevet orienteret, og at sagen skal gå sin gang i retssystemet.

»Hvis man har fået det indtryk, at justitsministeren og statsministeren kun har begrænset indsigt i den her sag, giver de her beskeder jo et andet billede. De giver indtryk af, at man følger med fra første parket. At regeringen følger så minutiøst med, indikerer, at man har været tættere på beslutningen, end man giver indtryk af,« siger Frederik Waage.

Samme vurdering har Tim Knudsen, der er professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

»Beskederne viser, at sagen har stor bevågenhed og betydning helt oppe i regeringstoppen,« siger han.

Det fremgår ikke af de udleverede beskeder, om statsminister Mette Frederiksen og daværende justitsminister Nick Hækkerup fik besked om fængslingen, og ministerierne afviser at svare på B.T.s spørgsmål om det.

Men embedsværket arbejder på vegne af ministrene, pointerer Tim Knudsen og Frederik Waage.

»Det er jo på statsministerens vegne, at departementschefen modtager den besked,« siger Tim Knudsen.

Ved du noget om sagen? Opret en Proton-mail og skriv krypteret til journalist Cecilie Patscheider på kontaktbt@protonmail.com

B.T. har stillet en række spørgsmål til Statsministeriet og Justitsministeriet, blandt andet hvorfor det var nødvendigt med så tæt orientering, om departementschef Barbara Bertelsen havde bedt om straks at blive orienteret, og om regeringen og departementschefen har været involveret i at igangsætte efterforskning af lækager fra efterretningstjenesterne.

Statsministeriet svarer ikke på de spørgsmål, men oplyser i stedet, at ministeriet »løbende modtager orienteringer om sager med mediemæssig bevågenhed«.

»I det konkrete tilfælde er der tale om en sag, der har været undergivet endog betydelig mediemæssig opmærksomhed, og hvor det mediemæssige fokus også har været på Statsministeriet,« skriver Statsministeriet i en mail og henviser til Justitsministeriet.

Justitsministeriet oplyser i en mail:

»Der er ikke noget usædvanligt i, at Justitsministeriet holdes orienteret om konkrete straffesager af væsentlig betydning fra underliggende myndigheder, og der er heller ikke noget usædvanligt i, at det sker i umiddelbar forlængelse af nye udviklinger i sagerne, herunder sager, som har offentlighedens interesse.«