Køber du en 0,5 liters kildevand, betaler du 1,5 kr. i pant. Køber du en 0,51 liters kildevand, betaler du kun 1 kr. i pant . Ulovligt nej. Ulogisk ja!

- Der er grænser for, hvor smart man kan være. Det er sund fornuft, at det ikke skal være muligt at spekulere i, hvor meget der er i flasken. Det skal simpelthen stoppes, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V) til B.T.

Han hentyder til det hul, der er i de pantregler, der trådte i kraft 31. december 2008. Ifølge reglerne er panten 1,5 kr. på plastflasker, der indeholder præcis en halv liter. For plastflasker, der indeholder under en halv liter eller mellem 0,51 og 0,99 liter, er panten derimod kun 1 kr. Og det er ifølge Troels Lund Poulsen ikke hensigtsmæssigt af flere grunde.

- Det kan gå ud over miljøet. En lavere pant kan betyde, at der ikke bliver samlet så mange flasker ind igen. Den anden del af det er, at det er konkurrenceforvridende og svækker forbrugernes tillid til systemet, forklarer han.

Derfor vil han i løbet af næste uge sende pantbekendtgørelsen i høring, så den kan blive ændret.

Også Bryggeriforeningen, der er en brancheorganisation for danske bryggerier og tapperier, er utilfreds med det nuværende system. I en skrivelse til ministeren opridsede de allerede i sommer flere forskellige fordele ved at lave systemet om herunder både en hensyntagen til miljøet, forbrugeren og konkurrencen mellem de forskellige udbydere af kildevand.

- Det nuværende system skaber forvirring hos forbrugerne. De kan ikke finde ud af, hvad pantniveauet er og det er urimeligt. Og så kan det udnyttes kommercielt, da der er en hel klar fordel i, at panten er 50 øre mindre, siger Niels Hald, administrerende direktør for Bryggeriforeningen.

Han mener, at det primære hensyn altid vil ligge på forbrugeren, der simpelthen ikke må opfatte systemet som ulogisk.

Aqua dOr er en af de kildevandsproducenter, der både producerer flasker med 0,5 liter og med 0,51 liter kildevand. Firmaets direktør, Allan Feldt, mener dog ikke, at det er et stunt, der giver nogen som helst fordele. Helst ser han også, at reglerne laves om, og panten ensrettes.

- Vi gør det, fordi dem hos Miljøministeriet er nogle kløvninge. Der er ingen logik i loven. Vi mener også, at loven skal laves om. 0,51 liter i en flaske er irriterende. Godaw mand økseskaft.

Men der er jo ingen, der vrider armen om på dig og tvinger dig til at levere 0,51 liters flasker.

- De udenlandske producenter putter også 0,51 liter i, og hvis det er det, detailhandelen vil have, så bliver vi nødt til at følge med.

Dog indrømmer Allan Feldt, at der også er en smule jysk stædighed over det. Så indtil hullet i pantreglerne lukkes, bliver Aqua dOr ved med at producere kildevand med 0,51 liter i flasken.