'Christian Eriksen skal til Real Madrid.'
Har det overhovedet været muligt at åbne en avis det seneste år uden at læse den sætning?
Næppe. Men nu ser det ud til, at det høje prisskilt, som Tottenhams formand Daniel Levy sætter på Eriksen, lægger en dæmper på interessen.
Ifølge flere medier har Zinedine Zidane fået op mod 500 millioner euro (3,7 mia. red.) at handle for, men læser man den velinformerede avis Marca, lyder de seneste oplysninger, at Eriksen er forsvundet fra den franske managers ønskeliste. Den indeholder nu et par andre stjernenavne.
Marca har samlet en større analyse med til- og fratrædelser fra den spanske kongeklub denne sommer, og her er Eriksen ikke nævnt med ét ord.
I stedet ligger Eden Hazard højt på listen, mens også Lyons Tanguy Ndombélé nu rygtes til klubben.
Om det er Tottenhams prisskilt på 1,25 milliarder danske kroner, som The Guardian skriver, at formanden kræver, der sætter en stopper for interessen, er uvist.
Interessen for Eriksen er stigende, eftersom hans kontrakt udløber i sommeren 2020. Der har været meldinger om forhandlinger mellem Tottenham og danskeren, men intet er afgjort. Hvis Eriksen ikke skriver under på en kontrakt snarest, vil Tottenham sandsynligvis forsøge at sælge ham til sommer, så den danske stjerne ikke smutter gratis, når kontrakten udløber.
Udover de to førnævnte spillere nævnes også stjernefrøet Kylian Mbappe som en spiller, der er på vej mod klubben.
Madrilenernes præsident Florentino Perez skulle være besat af den unge franskmand.
Derudover afhænger Real Madrids situation på transfermarkedet også om, hvorvidt spillere som Isco og James Rodriguez har en fremtid i klubben, lyder det, ligesom Gareth Bale gang på gang rygtes væk fra klubben.
Yderligere lyder det, at Paul Pogba nu anses som et urealistisk mål, efter Ole Gunnar Solskjær er kommet til Manchester United. Her har Pogba for alvor fundet formen.
Zidane genovertog tidligere på året styringen i Real Madrid.
Det skete efter, at kongeklubben havde præsteret dårligt, siden han forlod dem i sommer.