Lyt til artiklen

Kl. 10 tirsdag formiddag forventes bestyrelsen i Vejle Boldklub at komme med en udmelding om den traditionsrige klubs fremtid. Har bestræbelserne på at genskabe det økonomiske fundament med tilsagn om en ny kapitalindsprøjtning, eller har det vist sig at være umuligt at finde den fornødne økonomiske håndsrækning til både at betale de ansatte deres løn tirsdag og fremtidssikre driften.

- Der foregår nogle drøftelser, men på et tidspunkt bliver man ligesom også nødt til enten at tænde eller slukke en knap. Jeg forventer en udmelding fra bestyrelsen senest i morgen (tirsdag) formiddag, sagde Vejles direktør Per Olesen til BT mandag.

Der verserede mandag aften rygter om, at Sydbank skulle træde være klar til at hjælpe Vejle, ligesom at den tidligere AGF-sportschef Brian Steen Nielsen skulle være i spil til en rolle i sin ungdoms fodboldklub.  Ingen af delene er dog blevet bekræftet.

Samtidig har to juridiske eksperter over for Jyllands-Posten sat spørgsmålstegn ved, om DBU overhovedet kan tvangsnedrykke Vejle i tilfælde af konkurs. Hvis konkursen indtræffer, kan der vente et langt juridisk slagsmål mellem konkursboet og DBU.