Den hollandske landstræner Louis van Gaal er i gang med at rydde op i Manchester United, som han skal være manager for efter VM. Marouane Fellaini bliver første mand, der er på vej ud.

Sådan skriver den engelske avis Daily Mail, som mener, at Louis van Gaal allerede har indleveret en liste over spillere til den øverste ledelse i Manchester United, hvor Belgiens Fellaini står øverst.

Fellaini blev hentet før sidste sæson, hvor han alt andet end levede op til forventningerne, der fulgte med, da Manchester United betalte godt 250 millioner kroner for ham, da han skiftede fra Everton.

top15inr


Dermed bliver det en stor opgave for ledelsen i Manchester United at hente de samme penge hjem for spilleren ved et skifte væk.

Ifølge Daily Mail skulle Louis van Gaal have omtalt Fellaini som en, der 'ikke er en Manchester United-spiller'.

Manden, som Louis van Gaal tager over for i Manchester United, David Moyes, som også blev hentet i Everton, brugte ellers meget tid på at forsvare Fellaini i sidste sæson som en spiller, der altid gik ind og præsterede.

Dog havde Fellaini kun 12 kampe fra start i Premier League og fire som indskifter i en sæson, der også var plaget af skader.

Fellaini har ved VM spillet med i alle Belgiens kampe og scorede som indskifter i landets første kamp ved VM mod Algeriet.

Ændringerne i Manchester United er allerede i fuld gang, da man har hentet den unge back Luke Shaw i Southampton samt midtbanespilleren Ander Herrera fra spanske Athletic Bilbao.