Tysklands fodboldlandshold kunne ikke have fået en dårligere start på kvalifikationen til næste sommers VM-slutrunde.

I den første kamp torsdag var Tyskland storfavorit, men tabte med 0-2 til Slovakiet.

Holdet får da også en hård medfart i de tyske medier, og i en leder skriver Bild, at holdet er på katastrofekurs.

- Hvad skal vi ved VM, Hr. Nagelsmann, lyder spørgsmålet retorisk rettet mod landstræner Julian Nagelsmann.

Det begyndte ellers fint for Nagelsmann, da han tiltrådte for to år siden, men nu har holdet tabt tre kampe i træk.

- Landstræneren skal være yderst forsigtig med ikke fuldstændigt at ødelægge den eufori, han og holdet opbyggede efter tiltrædelsen, lyder det.

Nagelsmann er da heller ikke tilfreds efter torsdagens nederlag. Han savner mentalt engagement hos sine spillere.

- På følelser var vores modstander simpelthen milevidt foran os fra første til sidste minut, det er en kendsgerning, siger Julian Nagelsmann efter kampen.

- Hvis man ser på vores historie de seneste ti år, er det ikke sådan, at vi er fyldt med selvtillid og kan spille på 80 procent.

Tyskland er efter første runde sidst i gruppe A, der også tæller Nordirland og Luxembourg. Kun nummer et avancerer direkte til VM.

- Hvis vi præsterer, som vi gjorde i dag (torsdag, red.), kvalificerer vi os helt sikkert ikke, siger anfører Joshua Kimmich.

Søndag aften får tyskerne chancen for at revanchere sig på hjemmebane mod Nordirland, der torsdag åbnede med sejr over Luxembourg.

- Alle skal vide, hvad der står på spil, lyder det fra Kimmich.

Torsdagens nederlag var Tysklands første nogensinde på udebane i en VM-kvalifikationskamp. Blot tre gange tidligere har Tyskland tabt en VM-kvalifikationskamp.

/ritzau/AFP