56 minutters spilletid det seneste halve år. Det er, hvad det er blevet til for Thomas Kahlenberg. Alligevel blev den rutinerede midtbanespiller lørdag udtaget til det landshold, der fredag spiller en altafgørende EM-kvalifikationskamp mod Portugal.

På de sociale medier har udtagelsen i den grad vakt forundring. Flere understreger, at de absolut ikke forstår, hvorfor Brøndby-spilleren allerede nu er tilbage i landsholdsvarmen. TV2s Heidi Frederikke undrer sig over, at Thomas Kahlenberg er blevet udtaget, mens Ajax' Viktor Fischer er henvist til U21-landsholdet.

Berlingskes sportsredaktør, Benjamin Munk Lund, er 'helt på månen' over udtagelsen. En bruger spørger derfor den danske astronaut Andreas Mogensen, om han er stødt på en forklaring ude i rummet.

Flere påpeger, at det må være svært for andre spillere at acceptere, at en mand med så få minutter i benene bliver valgt på bekostning af dem.

Generelt får Morten Olsen ikke meget ros for sin beslutning.

Helt skidt er det dog ikke. Én enkelt bruger bakker Morten Olsen op.