Superligaklubben FC Nordsjælland melder nu officielt ud, at de fremover også vil have et kvindehold i Farum.

Torsdag eftermiddag fortalte FC Nordsjælland, at de vil satse stort på kvindefodbold. I en pressemeddelelse skriver klubben, at de fra sommeren næste år vil få deres første pigefodboldhold. På længere sigt vil de også have et kvinde-elitehold, der skal deltage i 3F Ligaen.

Og ambitionerne er store i Farum-klubben.

'Vores investering i pige- og kvindefodbold vil byde på et setup, som ikke er set før på disse breddegrader. På toppen af kransekagen vil vi bringe Champions League til Farum, Furesø Kommune og Nordsjælland inden 2023, og vi forventer at gøre det jævnligt derefter. Men under det, ligger vores hjerteblod i form af en akademimodel, hvor talentfulde og ambitiøse piger skal have samme mulighed for at udvikle sig, og forfølge deres drømme og ambitioner, som drengene i FCN har haft i årevis.' skriver Søren Kristensen, administrerende direktør i FC Nordsjælland.

Det er Christian Taylor, der tidligere har været kommerciel leder i Brøndby IFs kvindeafdeling i tre år, som fremover skal styre projektet med titlen 'Head of Women Football' i klubben. Og han er meget begejstret for tiltaget.

'Det her er den største og mest ambitiøse satsning indenfor dansk pige- og kvindefodbold, og jeg kan med sikkerhed sige, at dette vil være med til at rykke dansk kvindefodbold både på den korte bane, men i særdeleshed også på den lange bane.'

FC Nordsjælland bliver derfor en af de få Superligaklubber, som fremover også vil have et kvindehold i 3F Ligaen. Det, mener Christian Taylor, er på tide, da pigefodbolden i lang tid har manglet nogen, som vil udvikle talenterne og bringe kvinderne lige så langt, som mændene formår.