Paul Onuachu scorede forleden et kongemål for sit land, Nigeria.
Og målet faldt efter kun otte sekunder. Målet er uden tvivl vigtigt for Paul Onuachu selv.
Men det kan også vise sig at være givtigt, når FC Midtjyllands høje angriber en dag skal sælges, som der er lagt op til.
»Når du ser på prisen, er der mange faktorer i spil. Én af dem er at få debut på landsholdet og at score. Men i lige så høj grad, hvordan kvalifikationerne over tid har været. Og for Pauls vedkommende har præstationerne været rigtig, rigtig gode,« siger FC Midtjyllands sportschef, Svend Graversen.
»Det er altid flot at få landsholdsdebut. Det er jo det, man som spiller går efter. Det er også noget af det største for os at udvikle spillere, som får debut på sit landshold, så det er vi stolte af. At han så scorer det hurtigste mål i Nigerias landsholdshistorie - og at det er et flot et af slagsen - det er vi glade for.«
Så landsholdspræstationen er en bonus oven i hatten?
»Ja.«
Svend Graversen har tidligere udtalt, at han var ærgerlig over, at Paul Onuachu ikke blev solgt i vinter. Men sommerens transfervindue kan åbne op for en transfer. Blandt andet hvis Paul Onuachu bliver udtaget til African Nations Cup og får lov til at vise sig frem der, mener sportschefen.
»Planen er, at Paul er der, hvor han har gjort så god reklame for sig selv, at det bliver et spørgsmål om at holde på ham, og det tror jeg, ikke vi kan. Vi kan nok ikke holde på ham fra sommer af,« siger Svend Graversen.
Han tilføjer, at der er bred interesse fra flere klubber i Europa, men kan ikke komme det nærmere.
24-årige Paul Onuachu har spillet for midtjyderne siden 2012. I denne sæson har han scoret 14 mål i 23 superligakampe for Superligaens nummer to.
FCM tager i weekenden hul på mesterskabsslutspillet, hvor modstanderen lørdag er FC Nordsjælland.