I oktober delte Josh Cavallo en video, hvor han som den første professionelle fodboldspiller nogensinde fortalte, at han var homoseksuel.

Cavallo er professionel fodboldspiller og spiller til daglig i klubben Adelaide United, der ligger i den bedste australske række.

Hele verdenen hyldede hans mod, og store klubber som Manchester United og FC Barcelona var ligeledes ude at lovprise den unge australier for hans åbenhed og mod.

Nu har sagen dog fået en anden lyd. En mere trist en af slagsen.

Fordi i weekenden spillede Adelaide United mod Melbourne Victory. Og både i løbet af kampen og efter kampen på sociale medier blev Cavallo mødt af homofobiske tilnærmelser.

»Jeg vil ikke lade som om, at jeg ikke så og hørte homofobien i kampen i går. Der er ingen ord, der kan beskrive, hvor skuffet jeg er,« skrev han efterfølgende i et Instagram-opslag.

Josh Cavallo blev indskiftet efter 55 minutter i opgøret. Det vides ikke, hvilke nogle tilråb, der har været. I Instagram-opslaget retter Cavallo en direkte henvendelse mod Instagram for ikke at gøre nok mod de hadefulde beskeder på nettet.

»Til alle unge mennesker, der har været udsat for homofobi, hold hovedet højt og fortsæt med at jagte jeres drømme. Jeg kommer aldrig til at undskylde for at leve, som den jeg er,« skriver Cavallo til slut.