Slutningen af kalenderåret 2014 bød i den grad på en fodboldmæssig opblomstring af de helt store for Christian Eriksen, der med stribevis af mål og imponerende spil flere gange har haft afgørende betydning for kampenes udfald i Tottenhams efterårssæson.

Danskeren, der i sidste sæson var en af Premier Leagues assistkonger, har i den igangværende Premier League-sæson i stedet markeret sig som målscorer, og er med syv scoringer en af de mest scorende midtbanespillere i ligaen.

Vi skulle dog frem til fjerde spillerunde, før Eriksen første gang markerede sig. Med sin scoring til 2-1 i 2-2 opgøret mod Sunderland var han således en af årsagerne til, at Tottenham fik et point med hjem fra Stadium of Light.

Men hvor mange point har den danske midtbanespiller egentlig bidraget til i løbet af efterårets Premier League sæson? Det har BT undersøgt.

13. september 2014 - Sunderland-Tottenham: 2-2
Christian Eriksen bringer Tottenham foran 2-1 i det 47. minut. Tottenham må dog nøjes med 2-2.
Point: 1

5. oktober 2014 - Tottenham-Southampton: 1-0
Christian Eriksen scorer det enlige mål i kampen, og bliver således matchvinder for Tottenham
Point: 2

23. november 2014 - Hull-Tottenham: 1-2
Christian Eriksen scorer til kampens slutresultat i det 90. minut, og indtager igen matchvinderrollen for Tottenham.
Point: 2

30. november 2014 - Tottenham-Everton: 2-1
Blot en uge efter at have haft afgørende betydning  for Tottenham, indtager den danske midtbanespiller atter en hovedrolle, da han scorer til 1-0.
Point: 2

14. december 2014 - Swansea-Tottenham: 1-2
I kampen 4. minut lægger Eriksen op til Harry Kanes scoring til 1-0 og i det  89. minut scorer danskeren selv til slutresultatet 2-1.
Point: 2

26. december 2014 - Leicester-Tottenham: 1-2
Den danske kreatør bringer Tottenham foran 2-1 i kampens 71. minut, og er igen kampafgørende for Tottenham.
Point: 2

Samlet: 11 point

Som optællingen viser, har Christian Eriksen spillet en afgørende rolle i flere kampe i Tottenhams efterårssæson. Ved sejre er han blevet kreditteret for to point i stedet for tre, da det ene point for et uafgjort resultat er fratrukket. Men ser man på det fulde pointantal i kampene, hvor danskeren har scoret, så har han haft en fod med i imponerende 16 ud af Tottenhams nuværende 34 point  - det svarer næsten til halvdelen af Tottenhams samlede pointhøst!

En præstation der i den grad indgyder respekt for den 22-årige dansker fra Middelfart.