Bayern Münchens elegante franskmand frygtes at måtte blive på sidelinjen i længere tid på grund af ankelskade
Efter en svingende start i Bundesligaen, er det ikke ligefrem skader til stjernespillerne, Bayern Munchen går og drømmer om. Franck Riberys tilstand kan dog gå hen og blive et mareridt for de tyske mestre, da en ankelskade risikerer at holde superdribleren ude i en længere periode.
- Den foreløbige diagnose ser ikke god ud. Det er muligt, at noget er brækket, eller der kan være seriøse skader på ledbåndet, siger Bayern-formanden Karl-Heinz Rummenigge til ZDF.
Efter dagens besøg hos lægen, kan Franck Ribery konstatere, at han nu må holde pause i mindst en måneds tid.
Franskmandens ømme ankel er ikke det eneste der kan give Rummenigge endnu flere grå hår i hovedet. En af Bayerns andre store stjerner, hollandske Arjen Robben, slås med en lårskade, der kan holde ham ude resten af 2010.