Det var lige før, man troede, det umulige kunne ske, men Real Madrid overvandt chokket.

På forhånd lignede det en formsag for Real Madrid at komme videre til semifinalen i Champions League, efter at de havde vundet det første opgør mod Borussia Dortmund med 3-0 på hjemmebane.

Men med en skadet Cristiano Ronaldo på bænken fra start, lignede gæsterne et middelmådigt hold. Og med to mål i første halvleg af Marco Reus blev der bragt spænding ind i opgøret, som lige pludselig levede mere end, man havde turdet håbe på forhånd.

Real Madrid kunne ellers allerede efter et kvarters spil have dræbt spændingen og stort set afgjort kampen, da kongeklubben fik et noget tvivlsomt straffespark for hånd på bolden. Weidenfeller klarede dog i målet for tyskerne, og håbet levede stadig.

Håbet blev bragt til virkelighed, da Marco Reus opsnappede bolden efter en skidt tilbagelægning fra Pepe, rundede Casillas og sendte bolden i mål. Senere i halvlegen fik Reus endnu en gang bolden efter en fejl af Madrid på midten af banen, afleverede til Lewandowski, der i første omgang sendte bolden på stolpen, men Marco Reus fulgte op og gjorde det til 2-0.

Så begyndte stemningen for alvor at koge i Dortmund, hvor man troede på videre avancement. På Real Madrid-bænken var Cristiano Ronaldo meget aktiv til at opildne sine medspillere. Så meget at han fik en henstilling fra fjerdedommeren.

En enkelt scoring mere ville sende kampen i overtid, og det var ikke, fordi Dortmund ikke havde mulighederne. Henrikh Mkhitaryan havde to kæmpechancer for at putte bolden i mål, og også Kevin Grosskreutz var tæt på.

Hjemmeholdet kæmpede og kæmpede, men den store overraskelse udeblev, og Real Madrid er klar til Champions Leagues semifinaler.

Dermed undgik Carlo Ancelotti også et pinligt exit fra Champions League, som da han i 2004 som AC Milan-træner var foran med tre mål fra første opgør mod Deportivo La Coruna, men alligevel røg ud af turneringen.