To af de tre personer, DBU og DIF undersøger for matchfixing i Varde, har i foråret for et år siden placeret penge på kampe, hvor to af dem har været en del af holdopstillingen.

Tre personer er i søgelyset for at have aftalt udfaldet af to kampe i 2.divisionsklubben Varde i sommeren 2013. Nu viser dokumenter, at to af de tre personer også har placeret penge på kampe, hvor to af dem har været en del af holdopstillingen. Det drejer sig om to kampe i foråret, hvor de placerede penge på, at Esbjerg FB skulle vinde kampene i Jyllandsserien.

SE OGSÅ:

Der er tale om ganske små beløb. Den ene kamp er Fuglebakken mod Esbjerg 29. maj 2014 med 190 kroner. Og den anden er en kamp mellem Hatting/Torsted og Esbjerg 16. April 2014, hvor der blev placeret 700 kroner på to kampe, hvoraf den mod Hatting/Torsted var den ene.

Alligevel er sagen alvorlig: Det er strengt forbudt at placere på kampe, man selv deltager i. Også selv om man spiller på, at ens eget hold vinder.

Berlingske har fået aktindsigt i de tre personers væddemål hos en international spiludbyder. Væddemålene dækker alt fra opgør i Jyllandsserien til Wozniaki-Jovanovski til landsholdskampe.

For Danmarks Idrætsforbund (DIF) og Dansk Boldspil-Union (DBU) er det nye informationer. Ifølge DBUs kommunikationschef er det »dybt problematisk« og underminerer troværdigheden i fodbold at spille penge på egne kampe:

»Det er klart, at hvis det er rigtigt, som I fremlægger det, så skal det indgå i den undersøgelse, vi er i gang med. Det har været forbudt at spille på egne kampe i DBU siden 2011, for vi ønsker ikke, der skal være tvivl om, at spillere på en fodboldbane spiller for at vinde fodboldkampen og ikke for at fremprovokere et selvmål eller et indkast eller et hjørnespark eller gøre noget, der er for egen økonomisk vindings skyld,« siger Jakob Høyer.

I aktindsigten ses det, at de tre personer er vant til at placere penge på online gambling gennem selskabet. Den ene person har fra januar 2011 og frem til september sidste år spillet 900 gange for ca. 86.000 kroner og i alt tabt omtrent 20.000 af dem. Den anden person har på mere end 300 spil placeret 62.000 kroner og vundet 7.000 kroner på det. Den tredje person har spillet næsten 300 spil hos selskabet for 21.000 kroner og tjent 1400 kroner i alt.

Oplysningerne er tilgået Spillemyndigheden fra et en international spiludbyder. I mailen fra spiludbyderen fremgår det, at DBU på et møde i december har bedt om hjælp til oplysninger om de tre personer. Men spiludbyderen mener ikke, at de private data kan udveksles sikkert med DBU. Derfor sender de dem ikke til DBU, men til Spillemyndigheden:

»Hvis det efter jeres mening er passende, så send informationen videre til DBU (med de rette hensyn til beskyttelse af persondata naturligvis) men vi mener, at vores nuværende ansvar er over for Spillemyndigheden,« skriver den internationale spiludbyder.

Men Spillemyndigheden foretog ikke yderligere.

For som kontorchef i juridisk afdeling Tina R. Olsen forklarer, er det ikke deres rolle at undersøge mistanke om aftalt spil eller anden uetisk adfærd i sport. Deres rolle er regulering af spillemarkedet. De kvitterede blot for orienteringen.

Hvis ikke Berlingske havde søgt aktindsigten og krydset oplysningerne om fodboldspillernes væddemål med offentligt tilgængelige holdopstillinger, var bruddet på fodboldens regler næppe blevet opdaget, selv om Spillemyndigheden har de nødvendige oplysninger.

Marianne Jelved, der er minister for både kultur og sport, siger, at det ikke er acceptabelt, hvis de oplysninger ikke kan komme til gavn i idrættens undersøgelse.

Også Jesper Frigast fra DIF vil undersøge, om de kan få dokumenterne udleveret.

»Det lader til, at de oplysninger indtil videre er strandet hos Spillemyndigheden, og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Vi er helt på det rene med, at persondatalovgivningen skal følges, men vi savner fortsat noge entydige retningslinjer for, hvad der kan udveksles. Og det vil vi søge den kommende tid. Det nytter ikke noget at spiludbydere, idrætsorganisationer og politikere fortolker den samme lov på forskellig måde. Det er der øjensynlig tale om her,« siger han.

Berlingske har kontaktet de tre personer med opkald og SMS. To er vendt tilbage med en klar afvisning af både spil på egne kampe og matchfixing.

Daniel Birkvad Hayman og Jon Hornemann Hahn fra Berlingske Research har bidraget til denne artikel.