Kasper Hjulmands fremtid som Danmarks landstræner er fortsat uvis.

For efter VM-fiaskoen i Qatar har den danske landstræner stadig ikke meldt klart ud, om han ser sig selv i spidsen for landsholdet de kommende år – på trods af et åbent jobtilbud fra DBU.

Hjulmand afviser nemlig ikke at sige farvel til landsholdet efter den kæmpe skuffelse, som han oplevede under VM i oliestaten.

Men én ting er dog sikkert.

Kasper Hjulmand efter VM-fiaskoen.
Kasper Hjulmand efter VM-fiaskoen. Foto: Abir Sultan
Vis mere

Danskeren er ikke på vej til at skulle stå i spidsen for den belgiske storklub Club Brugge, skriver mediet Het Laatste Nieuws.

Ifølge mediet har den danske træner allerede afvist en konkret forespørgsel fra klubben, der onsdag fyrede cheftræner Carl Hoefkes.

Het Laatste Nieuws skriver videre, at klubbens henvendelse til Kasper Hjulmand fandt sted for flere dage siden. Det samme gjorde danskerens afvisning.

Kasper Hjulmand har kontrakt med DBU til og med EM-slutrunden i 2024, men de seneste uger har landstræneren været en smule tavs, når han er blevet spurgt ind til fremtiden som træner for det danske landshold.

»Det er ikke sådan, at jeg overvejer, at nu smutter jeg. Men der skal ikke være nogen hellige køer. Processen kører, og der er ikke to streger under noget endnu,« erkendte Kasper Hjulmand over for TV 2 kort efter det katastrofale VM-exit.

Her måtte de danske fodboldstjerner rejse hjem efter en pinlig sidsteplads i VM-gruppen.