Når Michael Laudrup og Swansea onsdag aften møder Newcastle i Premier League, har waliserne brug for en sejr. Den seneste tid har budt på to nederlag i træk i henholdsvis ligaen og Europa League.

Og den danske Swansea-træner betoner, inden opgøret på hjemmebanen, behovet for mindst fire point i de to næste kampe, som begge er på hjemmebane.

- Vi har nu to hjemmekampe, og vi håber virkelig, vi kan få nogle point i de kampe, siger Michael Laudrup til klubbens hjemmeside.

- Mod Sunderland og West Ham, som begge var hjemmekampe, fik vi fire point. Det ville være rat at få mindst fire point i vores to næste kampe, så vi kunne gå fra 15 point til 19, siger Laudrup om kampene mod Newcastle og Hull.

Men det kan vise sig vanskeligt, især når man tager i betragtning, at Swansea må undvære spillere som Michu, Wilifried Bony, Angel Rangel og Garry Monk.

- Når man har vigtige spillere ude, vil man naturligvis savne dem, men jeg synes nu, at vores spillere spillede god fodbold i de første 60 minutter mod Manchester City, siger Laudrup.

- Vi har stadig en god trup til kampen mod Newcastle. Selv om vi havde haft 25 spillere, ville vi jo ikke have en anden Bony eller en anden Michu på bænken som reserve, siger Laudrup og fortsætter:

- Vi kan ikke have tre eller fire spillere til flere millioner på bænken. Jeg synes, at man får en falsk følelse, når du har mange spillere. Så tror man, at man ikke har et problem, når man får skader, men det afhænger jo af, hvem der er skadet, siger Michael Laudrup.

- Jeg foretrækker en lille trup. Hvis man mangler fire-fem stamspillere, vil man altid får det svært, om man så hedder Swansea, Real Madrid, Barcelona eller Chelsea, siger Michael Laudrup.

Han forventer en svær opgave mod Newcastle, som Swansea vandt to gange over i sidste sæson, onsdag aften.

- Newcastle havde en flot sæson for to år siden, hvor de endte som nummer fem. Sidste sæson havde de det svært, sikkert på grund af deres deltagelse i Europa League. Men i denne sæson er de tilbage, og det er ikke overraskende, for de har et virkelig godt hold, siger Laudrup.