Tidligere i år afbrød dommer Martin Atkinson kampen mellem Serbien og Albanien, da en drone fløj ind på banen. På tirsdag kan englænderen se frem til en næsten lige så hæsblæsende kulisse. Atkinson er blevet sat på som dommer til EM-playoff-kampen mellem Danmark og Sverige.

Martin Atkinson har dømt i Premier League siden 2005 og dømte også Europa League-finalen mellem Sevilla og Dnipro sidste sæson, så Daniel Agger og co. kan se frem til en særdeles rutineret fløjtepasser.

Danske hold har tidligere haft gode oplevelser med 44-årige Atkinson. I 2013 var han blandt andet dommer i FC Københavns 1-0-sejr over Galatasaray i Parken.

Det er dog ikke kun positive historier, der knytter sig til Martin Atkinson. Flere toptrænere har i tidens løb lagt sig ud med englænderen. I februar var Chelsea-manager Mourinho blandt andet rasende, fordi Atkinson ifølge portugiseren havde dømt forkert i flere nøglesituationer.

»Dommerne må være konsekvente - men ikke på den forkerte måde. Hvis du har en advokat, der er konsekvent i sine handlinger, men han har tabt 15 ud af 15 sager, så vil du ikke have den advokat,« sagde Mourinho ved den lejlighed.

Efter Chelseas kamp blev Martin Atkinson ikke kampsat den følgende weekend.

Som linjevogter får Atkinson de to landsmænd Stephen Child og Michael Mullarkey.