Plan A gik i vasken – nu går FC Barcelona efter plan B.

Det betyder, at Christian Eriksen er et varmt navn i mægtige FC Barcelona, hvilket kun er blevet forstærket, nu hvor franske Antoine Griezmann under stor dramatik har erklæret, at han ikke laver det store skifte til den catalanske storklub fra Atlético Madrid.

»Barcelona har arbejdet med en plan B, hvis Griezmann ikke kom til Barcelona. Lige nu er plan B Eriksen,« siger Albert Masnou, som er fodboldredaktør på den store sportsavis Diario Sport i Barcelona, som har tæt kontakt til Barca-topledelsen.

Han peger på to årsager til, at 26-årige Eriksen er attraktiv for FC Barcelona:

»Eriksens alder er helt perfekt i Barcelona-ledelsen, som ønsker at få yngre, men stadig erfarent blod ind på midtbanen, hvor både Ivan Rakitic og Sergio Busquets er omkring de 30 år – og hvor Andres Iniesta efterlader et hul,« siger Albert Masnou.

En forside fra Diario Sport fra maj:

Foreløbigt er brasilianske Arthur Melo det eneste nyindkøb til den position, hvor også Philippe Coutinho kan spille.

Men i Barcelona ser man gerne, at der kommer en verdensklasse forstærkning ind på midtbane, så Coutinho kan skubbes frem i frontkæden, hvorfor Eriksen kan være løsningen:

»Arthur kommer, men han er med sine 21 år for ung til at gøre en forskel på holdet allerede nu. Så de ser de gerne, at man med Eriksen kan spille med Coutinho fremme i frontkæden med Messi og Suarez,« siger Albert Masnou.

Der er dog en række forhindringer, der skal fjernes før megatransferen i milliardklassen, som har potentialet til at blive en af sommerens og måske endda verdens største transfers, kan blive til virkelighed.

For det første er der prisen. I dagens Diario Sport nævnes den nærmest absurde pris 225 millioner euro (1,6 millarder kroner), som Tottenham forlanger for deres danske midtbanestjerne.

Det har tidligere været fremme, at det er en pris, FC Barcelona har svært ved at matche. Antoine Griezmann ville eksempelvis ’kun’ have kostet 100 millioner euro for klubben, som også står over for et stort renoveringsprojekt i milliardklassen af hjemmebanen Camp Nou og de omkringliggende faciliteter.

Den anden forhindring for det vilde Eriksen-skifte, som den spanske fodboldredaktør nævner, er Tottenhams sportschef Daniel Levy. Han er notorisk kendet som en stærk forhandler, som blandt andet står bag rekordsalget af Gareth Bale tilbage i 2013, hvor waliseren blev verdens dyreste spiller med sit 700-millioner-kroner-skifte til Real Madrid.

Daniel Levy kan i sidste ende takke nej til ethvert bud på Christian Eriksen, da der ingen frikøbsklausul er i danskerens kontrakt med den ambitiøse Premier League-klub, som han har kontrakt med frem til 2020.

Christian Eriksen under Herrelandsholdets træning i Helsingør mandag den 28. maj 2018.
Christian Eriksen under Herrelandsholdets træning i Helsingør mandag den 28. maj 2018. Foto: Anders Kjærbye
Vis mere

Mens Christian Eriksen er den mest attraktive, men sikkert også dyreste løsning som Iniesta-afløser for FC Barcelona, så er der flere andre kandidater i spil. Særligt Thiago Alcantara fra Bayern München, som har en fortid i FC Barcleona, spøger, ifølge Albert Masnou fra Diario Sport.

Men Thiago Alcantara er med sine 28 år ikke den optimale løsning, siger han. Det samme gælder for Miralem Pjanic fra Juventus. Derudover har Thomas Lemar fra Monaco været nævnt, men han har valgt at tage til Atlético Madrid i stedet.

Lige nu er der et magtskfite i FC Barcelona i gang, som kan influere på klubbens transferplaner. Sportsdirektøren siden 2014, Robert Fernandez, er en færdig mand i klubben, som har hentet den tidligere spiller Eric Abidal ind på posten. Han starter officielt den 1. juli.

 

Andre læser også