Det har længe lignet et farvel til landsholdets højre back, Lars Jacobsen, efter VM-kvalifikationsturneringen. Han havde inden kampen selv hintet til, at han ville komme med en udmelding om sin fremtid efter Malta-kampen.
En kamp, han så fra bænken, så alle forventede et landsholds-stop for Jacobsen. Men da Lars Jacobsen mødte pressen efter kampen, havde han en helt anden udmelding.
- Jeg har snakket meget med trænerstaben på det seneste. Og Morten Olsen har opfordret mig til at fortsætte på landsholdet, sagde Lars Jacobsen og fortsatte:
- Jeg er blevet opfordret til at fortsætte af landstræneren, og det, synes jeg da, er et klap på skulderen, og det gør at jeg overvejer tingene en gang mere, sagde Lars Jacobsen.
Det er primært hans kontraktsituation i FCK, som gør, at Jacobsen stadig ikke kan komme med en endelig beslutning. Hans kontrakt udløber til sommer, og ifølge BTs oplysninger har han endnu ikke fået et tilbud om forlængelse.
- Der er nogle ting i forhold til min kontrakt i FCK, som udløber til sommer. Jeg ved endnu ikke, hvad der skal ske. Hvis udgangen bliver, at jeg ikke skal spille fodbold mere efter sommerferien, så fortsætter jeg jo heller ikke på landsholdet. Men det, håber jeg ikke, bliver tilfældet.
- Fortsætter jeg med at spille fodbold, så kan det godt være, at jeg kunne blive fristet til at tage en tørn mere på landsholdet, og hvis det så ikke udmønter sig i en slutrunde, så må det være sådan, men det må være usagt, sagde Lars Jacobsen.
Det er ikke kun kontrakten med FCK, der skal på plads, inden den 34-årige forsvarer træffer sin endelige beslutning. Også familien skal der tages hensyn til.
- Et af de parametrer er naturligvis min kontraktsituation, men der er også en familie at tage hensyn til. Der er nogle arbejdsforhold med min kæreste, der skal tages hensyn til, så der er en masse ting, der skal passe sammen. Men det er vigtigt for mig, at jeg ved, at jeg skal spille efter sommeren, sagde han.
At Peter Ankersen spillede hele kampen mod Malta og for alvor puster Jacobsen i nakken, har ingen betydning for hans beslutning om en fremtid på landsholdet.
- Jeg det fint med, at jeg sad på bænken. Der var ikke så meget at spille for i aften, og Morten ville prøve andre af, hvilket var helt fint for mig. Det har ingenting at sige, at Ankersen spiller hele kampen i forhold til min beslutning. Hvis man er utilfreds med konkurrence på et landshold, så skal man nok finde på noget andet at lave, sagde han.