Ingen af de fire engelske hold i Champions League formåede at vinde i den første runde af ottendedelsfinalerne. Chelsea klarede 1-1 på udebane mod Galatasaray, og står dermed med bedste muligheder for at gå videre til kvartfinalerne.
Manchester City tabte, Arsenal tabte og Manchester United tabte i deres første ottendedelsfinale i Champions League.
Premier League går ellers under betegnelsen som verdens bedste liga, men efter Manchester Uniteds pinlige nederlag til Olympiakos tirsdag aften, punkterede legende Roy Keane den forestilling.
- Vi er blevet hjernevasket, sagde Keane, som mente, at Premier League langt fra er den stærkeste liga i verden.
Chelsea kan næppe have rokket meget ved Keanes tanker om Premier League efter deres ottendedelsfinale mod Galatasaray onsdag aften. Det engelske førerhold i Premier League undgik ganske vist nederlag, men det var kun med nød og næppe, at de klarede 1-1 mod det tyrkiske storhold, som på en flot anden halvleg kunne have taget sejren.
Det begyndte ellers rigtig godt for Chelsea, da den udskældte angriber Fernando Torres åbnede scoringen allerede efter ni minutter, da Torres satte indersiden på et indlæg fra flittige Cesar Azpilicueta. Torres har haft sine problemer med at score mål for Chelsea, og onsdag aften fik han chancer for at score yderligere, men brændte flere gode muligheder specielt i første halvleg. I anden halvleg blev han skiftet ud til fordel for Samuel Eto'o, efter en præstation, hvor man alt afhængig af øjnene der ser, kunne klandre ham for at brænde for meget, eller rose ham for at skabe chancer i Galatasarays forsvar.
Det tyrkiske hjemmebanehold kunne have udlignet Chelseas føringsmål allerede i første halvleg, men en bizar situation fremprovokeret af John Terry, sørgede for Chelsea-føring. Bolden var netop sat i spil af Galatasaray, som var ifærd med at score, da John Terry satte bolden fra det tidligere spil i gang igen, og dermed to bolde på banen. Dommeren annullerede målet og gav et gult kort til Terry, som dog kunne glæde sig over, at han sørgede for at holde føringen.
Galatasaray lykkedes ikke med at presse Chelsea i første halvleg, men det skulle ændre sig i anden halvleg. Hjemmeholdet satte Chelsea under massivt pres, hvor den tidligere Chelsea-spiller Didier Drogba var blandt de fremtrædende spillere.
Efter stolpeskud og store chancer udlignede Aurelien Chedjou efter hjørnespark med en halv times spil tilbage af kampen.
Det motiverede øjensynligt det tyrkiske mandskab yderligere. De fortsatte presset mod Chelsea, som forsvarede og satsede på kontrastød.
Ingen af holdene kom tættere på scoring, og Chelsea står dermed med de bedste muligheder for at sikre England succes i Champions League.