Antonio Conte overtager styringen i Chelsea efter sommerens EM-slutrunde, og det kan meget vel betyde et farvel til flere af klubbens profiler.

Står det til Chelseas ejer, Roman Abramovich, skal klubben hurtigst muligt tilbage på toppen i Premier League og igen være med i Champions League.

I første omgang har klubben hentet den 46-årige manager Antonio Conte, der er udset til at være manden, der kan bringe London-klubben tilbage på sporet.

Og der er udsigt til, at den kommende italienske manager, der har skrevet under på en treårig aftale med Chelsea, vil lave en udrensning på holdet. Den engelske avis Daily Mail har gennemgået samtlige af holdets spillere. Er de ude eller inde, når Antonio Conte overtager roret?

Avisen har knyttet en kommentar til hver spiller, og et par af profilerne på Stamford Bridge gennemgås her. Det forventes, at både Thibaut Courtois og Asmir Begovic også er målmændene i den kommende sæson. Courtois får følgende ord med på vejen af avisen:

»Målmanden tiltrækker interesse fra Real Madrid, men bør blive i Chelsea, selv om han kunne være et emne at holde øje med til sommer.«

I forsvaret forventer Daily Mail ikke overraskende, at John Terry stopper i klubben til sommer:

»Som det er nu, forlader Terry klubben, selv om Conte ønsker at ændre dette. Terry underskrev to etårige forlængelser i de foregående januar-måneder, men ikke i år. Han annoncerede i stedet sin afgang.«

På midtbanen vurderer Daily Mail, at John Obi Mikel er fortid, når Antonio Conte overtager trænergeringen i London-klubben:

»Hiddink elsker ham mere end de fleste managere, men hvilken kategori vil Conte falde ind i? Man har mistanke til, at den 28-årige bliver solgt denne sommer.«

John Obi Mikel er en de Chelsea-spillere, der måske er fortid i klubben, når Antonio Conte træder til.
John Obi Mikel er en de Chelsea-spillere, der måske er fortid i klubben, når Antonio Conte træder til. Foto: Hannah McKay
Vis mere

Og så er der ifølge Daily Mail udsigt til, at Chelsea stiller med et helt nyt angreb til den kommende sæson. Avisen skriver, at Diego Costa, Loic Remy, Alexandre Pato samt Radamel Falcao alle forlader klubben frivilligt eller bliver vist vej mod udgangen, når Antonio Conte træder ind ad døren. Ordene til Diego Costa er:

»Angriberen ønsker at forlade klubben, da han er utilfreds med behandlingen fra embedsmænd og fodboldforbundet. Conte kan forsøge at overbevise ham til at blive, men i øjeblikket ser han ud til at forlade klubben.«

Daily Mail har tidligere skrevet, at Edinson Cavani og Gonzalo Higuain er varme emner for den kommende Chelsea-manager.