Torsdag var Rasmus Højlund endelig tilbage i startopstillingen for Manchester United, der mødte Porto på udebane i Europa League.
Det kvitterede han for med en scoring, og det skulle naturligvis også deles på Instagram.
»Heldigvis havde jeg seks uger til at øve min jubelscene. En sejr ville have gjort den perfekt,« skrev den danske landsholdsangriber, der har døjet med en skade siden starten af sæsonen.
Men en række Manchester United-fans var ikke helt tilfredse med opslaget, da 'De Røde Djævle' måtte rejse hjem fra Portugal med 3-3, efter at have ført 2-0.
»Vi har lige spillet uafgjort. Hvorfor fanden er dette billedteksten?,« skriver en bruger.
»Koncentrer dig om fodbolden, ikke om billedteksterne, Razzy. Jeg elsker dig, men hold nu op,« skriver en anden.
Og kommentarerne er ikke gået ubemærket hen.
For fredag har Højlund delt en story, hvor han undskylder.
»Jeg har set noget vrede omkring mit opslag fra i går. Det var ikke min hensigt. Jeg var bare glad for at være på tilbage på måltavlen igen efter nogle hårde uger, hvor jeg ikke kunne spille eller lave mål,« skriver han og fortsætter:
»Vi går selvfølgelig efter sejren, og jeg vil gøre alt for at gøre jer glade. Jeg er ked af, at gårsdagens opslag ikke gjorde det. Lad os komme videre og gøre os klar til at give alt på søndag.«
Siden 21-årige Højlund skiftede til Manchester United sidste sommer er det blevet til 17 mål i 47 kampe.