Pierre Emile Højbjerg er for første gang i startopstillingen for Bayern München i Bundesligaen lørdag eftermiddag.

Så skete det endelig for et af Danmarks største fodboldtalenter. 18-årige Pierre Emile Højbjerg får chancen fra start, når Bayern München kl. 15.30 møder Augsburg på udebane i Bundesligaen.

Højbjerg har hidtil fået seks kampe for Bayern München, men det har været som indskifter. Årsagen til, at den unge dansker får chancen lørdag er, at München allerede er blevet tyske mestre, og et par af profilerne sparer kræfter til det vigtige returopgør mod Manchester United i Champions League.

Bayern München giver således også debut til de to 19-årige talenter Mitchell Weiser og Ylli Sallahi.