Christian Eriksen bliver Danmarks bedst betalte fodboldspiller, hvis han bliver enig med Tottenham om forlængelse.

Eriksen skrev under på en femårig kontrakt, der løber til sommeren 2018 og forpligtede sig i lang tid til Tottenham. Men selv om kontrakt-udløb er mange år ud i fremtiden, har den store London-klub alligevel inviteret til forhandlinger om en forlængelse.

Der kan være tale om en ny kontrakt allerede inden nytår. Den vil med sikkerhed gøre Christian Eriksen til den bedst betalte danske spiller lige nu. Det vurderes, at Eriksens nuværende kontrakt sikrer ham godt 18 mio. kr. om året. En ny kontrakt kan ifølge oplysningerne bringe ham på omkring de 28 mio. kr. og med bonusser over 30 mio. kr.

Tidligere var Daniel Agger Danmarks bedst betalte fodboldstjerne med en årsløn på 63 mio. kr. i Liverpool, men det opgav han med skiftet til Brøndby.

Det er sandsynligt, at Eriksens nye kontrakt også vil sikre et år mere, så den løber til 2019.

Engelske pressekilder, der dagligt taler med folk i Tottenhams ledelse, fortæller, at der er to simple årsager til, at man gerne laver en ny kontrakt med Christian Eriksen. Man ønsker først og fremmest at anerkende hans enorme betydning på Tottenham-holdet siden skiftet, og det gør man ved at løfte ham i løn, da han langt fra er i toppen af lønhierarkiet i klubben.

Desuden vil man sikre en skyhøj frikøbsklausul, så han ikke pludselig bliver hentet af en af Europas storklubber i et af de kommende transfervinduer i januar eller sommeren 2015. På den måde kan Tottenham bedre styre, hvornår de vil sælge Christian Eriksen.

Informationerne om den nuværende frikøbsklausul i kontrakten er af gode grunde tophemmelige, men et realistisk bud er et stykke over 200 mio. kr.

Et højt beløb set med danske øjne, men top fire-klubberne i Premier League samt andre europæiske topklubber har ingen problemer med at matche den pris.

Tottenham forlænger ofte kontrakterne med nøglespillerne af en helt speciel årsag, fortæller Dave Hytner, der dækker Tottenham for avisen The Guardian.

- Da Tottenham-boss Daniel Levy var ret ny i klubben, brændte han fingrene med Sol Campbell. Sol havde flere gange lovet, at han ville forlænge men lod så kontrakten løbe ud og skiftede til Arsenal. Siden dengang har Tottenham været meget tidligt ude med nye kontrakter, forklarer Dave Hytner.

Christian Eriksens hollandske agent, Martin Schoots, ønskede ikke at kommentere, om han skal forhandle ny kontrakt med Tottenham på vegne af Eriksen.

Tottenham-manager Mauricio Pochettino lægger ikke skjul på, at Eriksen er en meget værdifuld spiller for Tottenham-holdet.

- Han har de kvaliteter, der kan afgøre kampe. Han er vigtig for vores hold, og jeg ser ham udvikle sig hele tiden. Han er en international topspiller, og vi har ikke set det bedste fra ham endnu, sagde Pochettino til Guardian i går op til dagens Liga Cup-kamp mod Brighton.

Om en eventuel ny kontrakt til Eriksen sagde den argentinske manager:

- I en klub som Tottenham er det vigtigt hele tiden at være godt forberedt på forskellige scenarier. Det synes jeg, vi er på mange punkter, og vi diskuterer ikke, hvad vi snakker med spillerne om, i pressen.