Lyt til artiklen

Selvom det for Yussuf Poulsen ikke har været den mest prangende sæson i RB Leipzig, har den danske angriber alligevel noget stort at glæde sig over.

For angriberen skal være far for anden gang. Det bekræftede Yussuf Poulsen ved landsholdssamlingen, da han blev spurgt, om hans kæreste venter barn nummer to.

»Det er korrekt,« siger han.

Dermed venter en mindre omvæltning i landsholdsangriberens liv. Yussuf Poulsen fortæller selv, at han ikke ved, hvordan det helt nøjagtig kommer til at blive med familietilførelsen.

Yussuf Poulsen.
Yussuf Poulsen. Foto: Claus Bech
Vis mere

»Jeg har fået at vide at gå fra én til to, at det ændrer tingene. Lad mig sige det sådan, men det må vi se, når vi er så langt,« siger han.

Yussuf Poulsen fortæller, at der blot er halvanden måned til, at babyen forventes at komme til verden. Dertil fortæller han, at parret kommer til at få en lille pige.

Sammen med kæresten Maria Duus har Yussuf Poulsen i forvejen en dreng.

Dengang udtalte Maria Duus sig i TV 2-programmet 'Kærester med landsholdet' om, hvordan hverdagen bliver anderledes, når man får et barn.

»Lige nu kan vi være egoister og dyrke hver vores ting, men når vi får børn, så ændrer det sig jo. Så jeg tænker da over, om man kan få sig selv til at flytte børn fra én by til den næste, hver gang Yussuf skal skifte klub. Og så er der det med, hvordan det bliver, hvis jeg skal være meget alene om børnene,« sagde hun dengang.

Siden da har Yussuf Poulsen fortsat med at spille i RB Leipzig, selvom spilletiden ikke altid har været optimal.

Det danske landshold er i øjeblikket samlet forud for opgørene mod Frankrig, Østrig og Kroatien.

Her kan Yussuf Poulsen muligvis møde sin holdkammerat Christopher Nkunku fra RB Leipzig, som spiller for det franske landshold.