Syv dage - sølle syv dage – så går det løs i Rusland for de danske VM-drenge.

Mandag rejser de afsted til basen i Anapa ved Sortehavet, mens en hel nation sidder tilbage og venter på svaret på det helt stor spørgsmål: Hvor tæt er Åge Hareides udvalgte på VM-formen?

På en skala fra tidlige sommerferie til VM-finale giver B.T. dig her vurderingen sammen med spillerne og landstrænerens egen fornemmelse:

Målmandsposten: VM-finale

Danmark har ikke lukket et eneste mål ind i testkampene frem mod VM, og det skyldes blandt andet målmand Kasper Schmeichel, der lader til at være helt VM-klar:

»Jeg synes, at vi står udmærket før VM. Det var to gode testkampe, og vi slutter med en god sejr og nogle gode mål. Alt taget i betragtning kan vi ikke klage over noget,« siger han.

»Succeskriteriet er at vinde VM. Hvis jeg ikke troede på det, hvem skulle så gøre det? Nu skal vi huske, hvad der skete i 2016. Der vandt vi (Leicester vandt Premier League, red.) også et mesterskab, som ingen troede, vi skulle vinde. Det vil altid gøre, at jeg har en tro på mesterskaber. Vi er et godt fodboldhold og en god enhed. Jeg synes, at vi spiller effektivt og en god gang fodbold, og så leverer vi gode præstationer og har et godt sammenhold, så vi kan nå langt.«

Kasper Schmeichel holdt endnu engang buret rent mod Mexico (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2018)
Kasper Schmeichel holdt endnu engang buret rent mod Mexico (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2018) Foto: Lars Møller
Vis mere

Forsvaret: Videre fra gruppen

Trods fraværet af Andreas Bjelland virker den danske defensiv i skrivende stund dirkefri. Åge Hareide var ikke 100 procent tilfreds med indsatsen mod Mexico, men tvivler ikke det mindste på de fire, der skal lukke af mod Peru:

»Taktisk er vi i god stand defensivt, men vi skal fortsætte med at arbejde og blive endnu bedre på bolden, når vi møder Peru, og vi må arbejde hårdere gennem alle 90 minutter. Og jeg tror, at det først og fremmest er det, vi skal kigge på. I perioder bliver vi presset hårdt, og så slår vi lange bolde, og det skal vi ikke altid gøre. Vi skal prøve at spille os gennem igennem uanset hvad, så det kommer vi til at fokusere på frem mod Peru-kampen.«

Forsvarsgeneral Simon Kjær melder om selvtillid:

»Vi spiller en god og kontrolleret kamp. Vi lukker stort set ned på alt fra dem, og samtidig har vi chancer. Vi har den bedste fornemmelse, vi kunne ønske os.«

Simon Kjær har sammen med resten af den danske defensiv ikke lukket mål ind i 2018. (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2018)
Simon Kjær har sammen med resten af den danske defensiv ikke lukket mål ind i 2018. (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2018) Foto: Lars Møller
Vis mere

Midtbanen: Klar til gruppekampene

På den danske midtbane var Christian Eriksen tilbage mod Mexico, og hans blotte tilstedeværelse gør midtbanen klar til gruppekampene i Rusland:

»Vi tager til VM med en rigtig god fornemmelse. Vi har ikke tabt i lang tid, og det var også det, der blev sagt inden kampen, at vi skulle sætte et godt aftryk og komme til VM med en god fornemmelse, og det synes jeg, at vi fik. Vi går ikke så meget op i statistikker, det er mere folk udefra, der gør det. Vi spiller bare fodbold og gør det så godt, vi kan. At det så ender med, at vi er ubesejrede i 15 kampe, jamen, så skal det også være 19 eller 20, måske 21, måske 22,« lyder det fra hovedpersonen selv.

Åge Hareide finder enorm tryghed i Eriksens comeback, men så ellers plads til forbedringer:

»Der er to ting, som er vigtige for os, og det er for det første at være stabile i vores defensive spil og være så sikre på bolden, at vi har kontrol defensivt. Jeg synes, at vi i perioder var lidt urolige på bolden. Specielt i anden halvleg. Vi kørte lidt for korte angreb og var upræcise og skabte også nogle situationer på grund af personlige fejl. Vi var lidt urolige i holdet, synes jeg. Men i anden halvleg blev det bedre og bedre.«

Thomas Delaney brændte en enorm chance, han selv skabte i opgøret mod Mexico (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2018)
Thomas Delaney brændte en enorm chance, han selv skabte i opgøret mod Mexico (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2018) Foto: Lars Møller
Vis mere

Angrebet: Tidlig sommerferie

Godt nok fik Danmark hul på bylden mod Mexico, men indtil Yussuf Poulsen ud af det blå sparkede kuglen op i krogen, var det svært at få øje på de åbenlyse og langtidsholdbare danske angrebsløsninger. Åge Hareide håber, at de forløsende scoringer, kan starte en stime, men der skal arbejdes på træningsbanen frem mod kampen mod Peru:

»Det var meget vigtigt for holdet at vise, at vi kunne score mål. Hvis vi spiller for mange mål uden at score mål går det ud over selvtilliden. Vi har talt om det og arbejdet med det. Nu lavede Yussuf et mål, og det er rigtig fint for ham. Plus at vi viser en god holdindsats. Vi har 23 dygtige spillere, som tager med til Rusland. 23 meget dygtige spillere. Jeg sætter folk ind i dag, som kender sin rolle, som ved, hvad de skal. Vi føler os komfortable, selvom vi skifter ud, og det er vigtigt.«

Pione Sisto var en af de offensive spillere, som ikke ramte niveau mod Mexico. Alligevel er han fortrøstningsfuld inden VM. Der bliver ikke tale om tidlig sommerferie:

» Det var et godt afsæt før VM. Vi er ubesejrede i mange kampe nu og ender med at vinde 2-0 over Mexico, et rigtigt godt hold. Jeg har ikke snakket med nogle af de andre endnu, men jeg kan da forestille mig, at det har betydning, at vi kommer godt af sted til VM med en sejr,« siger han.

Yussuf Yurary Poulsen scorede et formidabelt mål mod Mexico (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2018)
Yussuf Yurary Poulsen scorede et formidabelt mål mod Mexico (Foto: Lars Møller/Ritzau Scanpix 2018) Foto: Lars Møller
Vis mere