Efter 19 år som professionel stopper Rio Ferdinand karrieren i en alder af 36 år. Forsvarsveteranen er en af seks spillere, der blev fritstillet af nedrykkede Queens Park Rangers i denne uge, og nu har englænderen valgt at kalde det en dag.

Især i storhedstiden hos Manchester United blev den fodboldkloge stopper anset for at være blandt verdens bedste på positionen, og til trods for at han i perioder var forfulgt af skader, så opnåede han 81 landskampe og var på et tidspunkt anfører for det engelske landshold.

Han huskes dog også for at være gået glip af EM med England i 2004, fordi han glemte at komme til dopingtest.

På klubplan begyndte Rio Ferdinand i West Ham og fortsatte i Leeds United. Han blev med overgangen fra Leeds til rivalerne Manchester United i 2002 verdens dyreste forsvarsspiller og vandt Premier League seks gange. Læg hertil triumf i FA Cup'en samt vinder af Champions League, VM for klubhold, Liga Cup'en - alle vundet med Manchester United - og det er en spiller med et ganske imponerende cv, der trækker sig tilbage.

Afskedssæsonen vil han næppe huske tilbage på med glæde. QPR hentede ham ind til at styre et tre-mandsforsvar, men ikke meget fungerede for hold eller spiller, og London-holdet rykkede overbevisende ned.

Rio Ferdinand blev i foråret også ramt af en personlig tragedie, da hans kone gik bort efter sygdom.