Åge Hareide bliver kraftigt rygtet til Danmark som ny landstræner. Og en erstatning for Morten Olsen er da også på trapperne. Det fortalte DBU selv kort efter EM-skuffelsen mod Sverige. Nu indkalder de til pressemøde.

»DBUs ledelse er i gang med ansættelsen af en ny landstræner, og det er planen, at vedkommende kan blive præsenteret inden årets udgang,« skrev fodboldforbundet sent tirsdag.

Efter spekulationerne om Åge Hareide er taget til i styrke, har DBU og direktør Claus Bretton-Meyer indkaldt til pressebriefing om landstræner-situationen. Senere onsdag vil de fortælle om processen med at finde en erstatning for Morten Olsen.

»Efter udmeldingen om at Morten Olsen stopper som landstræner med det samme, er der en del spekulationer og spørgsmål til ansættelsen af ny landstræner. DBU er i gang med ansættelsesprocessen, og det er fortsat planen, at vedkommende kan blive præsenteret inden årets udgang.  DBUs direktør kan fortælle om processen, men ønsker ikke at kommentere på konkrete navne og spekulationer,« skriver de i en pressemeddelse.

Pressebriefingen begynder kl. 13.00.