Neymar, der næsten lige er landet i storsatsende Paris Saint-Germain, endte i klammeri med holdkammeraten Edinson Cavani, da de to stjerner ikke kunne enes om, hvem der skulle sparke straffespark i en ligakamp i weekenden.

Men nu har Neymar sagt undskyld til sin nye holdkammerat.

Søndag aften den 19. september spillede Paris Saint-Germain mod Lyon. Her fik Edinson Cavani æren af at sparke et straffespark, hvilket Neymar på ingen måde var tilfreds med især ikke, fordi Cavani ikke fik bolden i mål. Alligevel vandt de dog 2-0.

Skænderierne omkring straffespark udviklede sig til, at Neymar og spilleren Dani Alves gemte bolden fra Cavani og nægtede at slippe den, mens kameraerne viste magtkampen mellem spillerne til alle, der så med.

Den franske avis L'Equipe skrev tidligere, at Neymar og Cavani skulle splittes ad i omklædningsrummet, fordi de fortsatte deres skænderi om straffesparket. Men nu skriver L'Equipe, at Neymar har undskyldt overfor hele PSG holdet.

Cavani slår dog fast, at Neymar og ham ikke skændtes i omklædningsrummet, men at det er L'Equipe, der har opdigtet det. Det siger han til den uruguayanske radiostation 'Gol de Medianoche de Radio Universal'.

»De her ting er opdigtet. Jeg ved ikke, hvorfor de her historier er lavet. Men sandheden er, at de her ting er normale ting, ting der sker i fodbold. Sandheden er, at der ikke er noget problem,« sagde Cavani i radioen.