Christian Eriksen har kun trænet med Tottenham ganske få gange, men han har alligevel gode chancer for at få en vigtig rolle for André Villas-Boas' mandskab nærmest lige fra starten.
Premier League-sæsonen har blot budt på to Tottenham-scoringer i tre kampe, og begge er de faldet på straffespark. Derfor bliver Christian Eriksens kreative evner et vigtigt parameter for succes - muligvis allerede fra start mod Norwich klokken 16 i eftermiddag i en kamp, som 6eren sender.
Derfor bliver Christian Eriksen en nøglespiller for Tottenham:
Tottenhams midtbane er et damplokomotiv af muskler, hvor nyindkøbene Etienne Capoue og Paulinho bidrager med fysik og løbestyrke, mens brasilianske Sandro er brølstærk og har et glimrende blik for at bryde modstandernes spil. Moussa Dembele har et lækkert drev med bolden, men belgieren mangler ofte et slutprodukt, når han nærmer sig modstandernes felt.
Hvor placerer det så Christian Eriksen? Jo, fælles for Tottenhams midtbanespillere er, at der er meget lidt kreativitet på banens sidste tredjedel. Håbet for Spurs-fans er, at Christian Eriksen kan være låsesmeden, der lirker et dybt forsvar op - særligt i hjemmekampe mod modstandere, der står dybt og efterlader meget små rum at operere i. Det er i disse rum, Christian Eriksen skal brillere og enten selv afslutte eller iscenesætte den ofte isolerede frontangriber, Roberto Soldado.
Tottenham-træner André Villas-Boas nåede kun en enkelt sæson i trænersædet i FC Porto i hjemlandet Portugal, men det var et ekstremt succesrigt år, der endte i mesterskab, pokaltitel og Europa League-triumf.
Hos Porto var én af nøglefigurerne den fremskudte midtbanespiller Joao Moutinho, der både kunne arbejde defensivt, drible, aflevere og skyde selv. Det er i ham, at inspirationen til Eriksens rolle findes, mens hans midtbanemakkere mod Norwich sandsynligvis bliver boks-til-boks-spilleren Paulinho og det defensive anker, Sandro. Det er ligeledes med forbillede i Porto-modellen, hvor Freddy Guarin og Fernando Belluschi havde netop disse roller.
Christian Eriksen får - i modsætning til det danske landshold - dynamiske spillere omkring sig, der truer i dybden i form af Andros Townsend, Aaron Lennon, Roberto Soldado og Paulinho. Det øger hans chancer for succes væsentligt.
Eriksen hjælpes samtidig af et stort navn i England, hvor Ajax-spillere med succes har taget skridtet til Premier League. Hans optrædener for det hollandske mesterhold mod Manchester City i Champions League sidste år har vakt stor opsigt, ligesom hans landskamp med Danmark mod England i 2011 gav ham et navn i Storbritannien.
Dem skal Christian Eriksen konkurrere med om 10'er-positionen:
Moussa Dembele, 26 år, Belgien: Dembele er umiddelbart Eriksens største konkurrent. Han havde en nøglerolle for Tottenham i sidste sæson. Dog ikke som offensiv midtbanespiller, men som drivkraft ved siden af den defensive midtbanespiller.
Hidtil i denne sæson har han oftest været brugt i 10'er-rollen uden succes, og han er blevet udskiftet i alle tre Premier League-kampe efter en times tid. Det står klart, at Dembeles bedste rolle er en tak længere tilbage på banen.
Gylfi Sigurdson, 24 år, Island: Der var høje forventninger til Gylfi Sigurdsson, den offensive midtbanespiller, der imponerede i en halvsæson på leje hos Michael Laudrup i Swansea, inden han i sommeren 2012 skiftede til Tottenham. Men islændingen har ikke forløst det åbenlyse potentiale og har ikke tilspillet sig en fast rolle i André Villas-Boas' planer. Han vil primært blive brugt i Tottenhams Europa League-kampe og som indskifter i denne sæson.
Lewis Holtby, 22 år, Tyskland: Holtby er anfører for Tysklands U21-landshold og gjorde i en ung alder stort indtryk på Bundesliga-fans på Schalkes midtbane. Han blev hentet til Tottenham i vinter, men tysk-englænderen har ikke formået at blive stamspiller. Han er kendt for at være løbestærk og arbejdsom, men nogen trussel til Christian Eriksen på Tottenhams offensive midtbane bliver han næppe.
6eren sender Christian Eriksens debut i kampen mellem Tottenham og Norwich klokken 16.