Lyt til artiklen

Historien om Atletico Madrid er en lang lidelseshistorie om det mindre Madrid-hold ved Rio Manzanares, der spillede sig gennem Francos regime og ind i hjertet på det spanske mindretal.

Tre spanske studerende fra den baskiske hovedby, Bilbao, fik i 1903 en idé. De ville skabe et ungdomshold til deres hjerteklub, Athletic Bilbao, i hovedstaden, Madrid, hvor de studerede. Her starter den utrolige historie om Atlético Madrid.

Den nye klub fik navnet Athletic Club de Madrid. Et navn der skulle vise sig at blive symbolet på en lang lidelseshistorie. En historie, der her bliver fortalt igennem Svend Rybner, forfatter og historiker med speciale i Den Spanske Borgerkrig og Luna Cristofi, der har dækket spansk fodbold i mange år som journalist for TV3 Sport.

De mange lidelser bliver for en stund gemt væk i aften. Klubben skal forsøge at revanchere det bitre nederlag fra Champions League-finalen i 2014 til rivalerne fra Real Madrid. De to klubber skal igen udkæmpe slaget om Europas trone, når San Siro i Milano sætter rammen.

Tvivl om trøjen

Nutidens Atlético Madrid er kendt for deres rød-hvide trøjer med blå shorts. En sjov konstellation, hvis oprindelse stadig står uklar.

Nogle historikere mener, at den rød-hvide farve kommer fra, at holdet - for at spare penge - genbrugte gammelt sengetøj og madrasser. I det område kom de altid i de farver. Det er herfra, at øgenavnet Los Colchoneros - ‘Madras-magerne’ - stammer fra. Den mere anerkendte teori er dog, at Athletic de Madrid og daværende moderklub Athletic Bilbao ofte købte spillertrøjer af venskabsklubben, Blackburn, når de besøgte England. Men en dag i 1911 da det tidligere klubmedlem Juanito Elorduy var taget over den engelske kanal, kunne han ikke få fat i Blackburns trøjer. Derfor måtte han nøjes med Southamptons rød-hvide-dragt i stedet. Han beholdt dog Blackburns blå shorts, og dermed opstod klubbens karakteristiske dragt og kælenavnet ‘Los Rojiblancos’ - de rødhvide.

Arbejderklubben

Athletic de Madrids første stadion lå i arbejderkvarteret Vallecas i den sydøstlige del af byen. Et kvarter der i dag huser Madrids eneste venstreorienteret hold, Rayo Vallecano. Det er her historien begyndte om Atlético Madrid som en arbejderklub, men også en historie, der ikke er helt sand. Mere om det senere.

I 1921 fik Athletic de Madrid endelig kappet navlestrengen til deres baskiske mor. Kort tid efter rykkede holdet ind på et nyt stadion. 35.000 tilskuere kunne der være på Estadio Metropolitano de Madrid. Stadionet befandt sig lige ved siden af byens universitet og var finansieret af Compañía Urbanizadora Metropolitana - et firma, der styrede metroen i Madrid.

Borgerkrigen, der skabte Atlético

Svend Rybner fortæller, at da den spanske borgerkrig brød ud i sommeren 1936, fik det en central betydning for Athletic Club de Madrid.

»I praksis går alt fodbold i stå. Da borgerkrigen bryder ud i juli, er der et militærkup, der bliver slået ned i Spanien. Den fremtidige diktator General Francos tropper rykker ind fra Nordafrika op igennem Sevilla og til Madrid, hvor de når frem i begyndelsen af november 1936. Så regner alle med, at Madrid opgiver. Men de holder stand,« siger han og tilføjer:

»Det lykkedes Franco at rykke helt ind i Madrid til universitetsparken - 500 meter fra Atlético Madrids nye hjemmebane, Metropolitano. Det gør, at bydelen ligger i frontlinjen og bliver bombarderet dagligt.«

Athletic de Madrid blev hårdt ramt af krigen og mistede otte af deres spillere. Flere stadioneri Spanien overlevede ikke de mange bombetogter.

Løgnen om de to Madrid-klubber

Franco så sig lun på det lille Atheltic de Madrid-hold. De blev en del af regimet. Selvom mange tror det var Real Madrid, der blev en del af det.

»Da krigen slutter i 1939 er Madrid-klubberne på fallittens rand. Det slagne Athletic de Madrid-hold bliver fusioneret med flyvevåbnets atleter, Zaragoza Aviación Nacional, der havde fået nægtet adgang til Spaniens bedste fodboldrække, og får navnet Athletic Aviación de Madrid. Holdet bliver trænet af den legendariske tidligere Barcelona- og landsholdsmålmand Ricardo Zamora, der støttede Franco,« siger Svend Rybner om det nye Athletic Aviación de Madrid.

Den bedste spanske fodboldrække genopstod igen i 1940, efter krigen sluttede. Ricardo Zamora førte Athletic Aviación de Madrid frem til to liga-trofæer i træk. Her slog de blandt andet Real Madrid 5-0, hvilket stadig er den største sejr over rivalerne til dato.

Navneforandringen

Franco havde lagt sin dyne af fascistisk nationalisme ned over Spanien, og i et nyt dekret krævede han, at ingen hold måtte bruge udenlandske navne. Derfor blev Athletic Aviación de Madrid omdøbt til Atlético Aviación de Madrid. Seks år senere i 1947 smed klubben så sine militære forbindelser og blev, hvad vi kender i dag, Club Atlético de Madrid.

Den gyldne æra

De følgende år bliver kendt som ‘den gyldne æra’. Klubben vandt ligaen, Copa del Rey og European Cup Winners Cup. Sidstnævnte blev samtidig indstemplingen på den europæiske scene.

Et hold blev de dog ved med at tabe til. Real Madrid. Den store klub vandt de fem første European Cup-trofæer på stribe fra 1956-1960 med legenden Alfredo di Stefano som frontløber. Først her vendte Franco sin kærlighed til den hvide Madrid-klub. Franco brugte Real Madrid som et billede af spansk storhed over for resten af Europa, og hvordan kunne nogen undsige sig Francos regime, når det var forbundet med verdens bedste fodboldhold.

Vicente Calderón

På trods af succesen i Europa gik det skidt for Atlético Madrid i 60’erne, og klubben blev tvunget til at sælge deres stadion, Metropolitano. Klubbens nye præsident Vicente Calderón bragte nye spillere til klubben, blandt andet en spiller, der senere skulle vise sig at blive en legende i klubben. Navnet var Luis Aragonés. Under Vicente Calderon vandt klubben flere titler på det nye stadion Estadio Manzanares. Rivalerne fra Real Madrid havde ikke tabt i otte år hjemme på Santiago Bernabeu. Den stime fik Atlético også bremset. Det førte til, at klubben i 1966 opkaldte deres stadion efter den succesfulde præsident. Et navn der stadig står i dag.

Stadionet ligger ved siden af et bryggeri ved Manzanares-floden - modsat Real Madrids stadion, Santiago Bernabeu, der ligger blandt banker og firmaer på den prestigefyldte gade Paseo de la Castellana. Atlético Madrid fik skabt en stemning omkring holdet, at de var ‘de fattige’ mod ‘de rige’ fra Real Madrid. I virkeligheden var Atléticos tilhængere ikke synderligt fattigere end Real Madrids.

Luis Aragonés-æraen

Den spanske frisparksspecialist og målkonge med tilnavnet ‘Zapatones’ - ‘store sko’ - fik enorm succes på Atlético Madrids hold. Luis Aragonés førte klubben frem til deres første Europa Cup-finale i historien. Et legendarisk Bayern München-mandskab med spillere som Franz Beckenbauer, Uli Hoeneß og Gerd Müller ventede i finalen. Luis Aragonés krøllede et frispark i mål, og Atlético Madrid var blot seks minutter fra at skabe en sensation. Men som Gary Lineker så flot sagde efter at have tabt VM-semifinalen i 1990 til Vesttyskland: ‘Fodbold er et simpelt spil. 22 mænd kæmper om bolden i 90 minutter, og til sidst vinder Tyskerne.’ Og ganske rigtigt scorede Georg Schwarzenbeck fra Bayern München i overtiden af den ekstra spilletid. En ny kamp skulle til, og her tabte Atlético Madrid med 0-4.

Luis Aragonés stoppede karrieren som spiller, men fortsatte som træner for holdet. Et job han skulle komme tilbage til tre gange yderligere i sin glorværdige trænerkarriere.

Luna Cristofi, der har dækket spansk fodbold i mange år som journalist, husker tydeligt Luis Aragonés betydning for Atlético Madrid.

»Han var kæmpestor. Det blev tydeligt illustreret hver gang, han kom tilbage. Og ved hans død (1. februar, 2014 red.) blev han hyldet i Atléticos farver. Han var en meget farverig karakter, der brillerede med one-liners, som der sågar er skrevet en hel bog om,« siger Luna Cristofi og fortsætter:

»Den her stil som Aragonés kører, lidt brovten og meget kontant, går lige i hjertet på Atlético-folket. Folk, der ved, hvad de vil have, og siger højt, hvad de mener og tænker uden at lægge fingre imellem,« siger hun og fortæller, at Luis Aragonés blev kaldt ‘El Sabio de Hortaleza’ - ‘Den vidende fra Hortaleza’ - bydelen i Madrid, hvor han blev født.

‘Dos años en el Infierno’ - ‘To år i helvedet’

I 1987 overtog den uhyre kontroversielle politiker og forretningsmand Jesús Gil roret i klubben som præsident. En stilling den flamboyante excentriker med altid åben skjorte og topmave skulle besidde i 17 år. 17 vanvittige år mindes Luna Cristofi.

“Jesús Gil var en mand som Aragonés og Diego Simeone - meget kontant og direkte i sprog og retorik. Der var intet at tage fejl af, og han lagde ikke fingre imellem. Og så var han storladen. En rigtig pralerøv, der ikke skyede nogen midler. Nogen kalder ham gangster, en personlighed, mange ord kan man sætte på ham. Han var det hele. Og noget af en røver,” tilføjer hun, men roser ham samtidig:

»Han var afsindig karismatisk og elskede Atlético Madrid. Det kan så man fortolke, om det kom til udtryk. Han skiftede ca. 17 trænere i sin periode, hvilket er fuldstændig vanvittigt, men han satte kulør på den spanske fodboldverden.«

Den ekstremt højreorienteret og Franco-støttende playboy lukkede yderst kontroversielt klubbens ‘cantera’ - ungdomsholdet - ned i 1992. Et hold med en 15-årig Raúl Gonzalez Blanco. En legende blev han siden for byrivalen Real Madrid.

Men ikke alt var skidt med den nye præsident. Efter at have klaret sig fri for nedrykning i sidste runde i 1995 samlede den nye træner Radomir Antić et hold bestående af blandt andet klubbens nuværende sportsdirektør, José Luis Caminero, og nuværende træner, Diego Simeone.

Atlético Madrid gik hen og vandt La Liga for første gang i 20 år og sikrede sig samtidig ‘El Doblete’ - både La Liga og Copa del Rey.

Men som skrevet er historien om Atlético Madrid ikke et eventyr, men en lidelsesberetning og i år 2000 blot fire år efter triumfen, gik det galt.

Jesus Gil blev suspenderet af den spanske regering for at misbruge klubbens penge. Dyre investeringer som Christian Vieri, Juninho og Jimmy Floyd Hasselbaink slog ikke til og klubben rykkede ned i Segunda Division - kuriøst nok under ledelse af Leicesters nuværende triumfator, Claudio Ranieri.

Et kæmpe tab for klubben, der skulle få navnet, ‘Dos años en el Infierno’ - ‘To år i helvedet.’ De elsker selv at dyrke historien om, at det er synd for dem, fortæller Svend Rybner. Derfor ligger stadion også på gaden ved navn Paseo de los melancólicos - ‘Melankoliens passage’.

Luna Cristofi fortæller, at nedrykningen var, hvad klubben havde brug for og opbakningen var større end nogensinde.

Atléticos opblomstring - Fernando Torres

Klubben vendte tilbage til den bedste spanske række. Og det blev ingen andre end den hjemvendte søn Luis Aragonés, der sørgede for det. Som led i oprykningen fik en ung 17-årig angriber debut. Han blev nøglen til Atléticos succes i dag. Navnet var Fernando Torres.

»Torres er med i de år, hvor Atlético Madrid har det hårdt. Han er symbolet på, hvad Atlético Madrid er i dag. Man kickstarter det igennem salget af ham. De generede en hulens masse penge (260 millioner kroner red.). Jeg kan huske, da han blev solgt, blev han ved med at sige, at han ikke havde lyst til at forlade Atlético, for det var hans klub, men han ville gerne prøve at vinde noget. Prøv at tænk, hvad det har gjort. Dengang stod det ikke skrevet, at man vandt noget i Atlético Madrid. Men han gjorde det for klubbens skyld,« siger Luna Cristofi og fortsætter:

»Han er symbolet på det, Atlético er i dag, den måde han er som person, hans karriere, en masse af lidelse. Et stor fejlvalg at tage til Chelsea og et billede på det moderne Atlético.«

Efter klubbens flamboyante præsident, Jesus Gil, døde af en hjerneblødning havde præsidentens søn Miguel Ángel Gil Marín taget over sammen med Enrique Cerezo, der blev præsident. Der var kommet ro på de indre linier, og klubben fik under ledelse af Javier Aguirre og senere Quique Sánchez Flores succes i ligaen og Europa. Her stødte klubbens fans for første gang på kommende stjerner som Sergio Agüero og David de Gea.

Atlético Madrid vandt Europa League i 2010. Diego Forlan blev den store helt med to mål i finalen. Det var klubbens første europæiske titel siden European Cup Winners' Cup i 1962. Holdet vandt igen titlen i 2012 under ledelse af Diego Simeone.

»Flores og Simeone gør et godt stykke arbejde, men de har også en homogen trup, og det er det, det handler om. Deres sportsdirektør José Caminero er meget dygtig og har sammensat en imponerende trup,« forklarer Luna Cristofi.


Francos fascist-fans spøger stadig

Selv om Franco forlod Atlético Madrid sidder den fascistiske tilgang stadig fast blandt klubbens fans i dag. Specielt hos fangrupperingen, ‘Frente Atlético’. Rundt omkring Vicente Calderon ses graffiti med fascistiske tekster, der opponerer mod catalanerne eller de baskiske tilhængere fra nord.

»Atlético har en rivalisering med Real Madrid, men den hadske stemning er et moderne fænomen. Sådan var det ikke førhen, det er noget, nogen har fundet på. Både Real Madrid og Atléticos fans er meget højreorienteret. Deres (Atléticos fans’ red.) ry er meget dårligt og især efter en Real Sociedad-tilhænger blevet slået ihjel i en kamp for 10-15 år i San Sebastian,« siger Svend Rybner og fortsætter:

»Mange af Atlético-tilhængerne siger, at de rigtige madrilenere holder med Atlético. Turisterne holder med Real Madrid,« siger Svend Rybner og tilføjer, at Atlético Madrid også tiltrækker de mere aristokratiske fans som filminstruktører og kunstnere.