Man kan jo ikke spille fodbold i mørket.

Det kommer til at gå udover Fodbolddanmark, hvis sommertiden afskaffes i Danmark, som EU i en ny lov lægger op til. I 2021 skal alle lande tage stilling til, om de vil vælge permanent sommer- eller normaltid, som vintertid korrekt hedder. Vi skal således ikke stille urene og havemøblerne frem og tilbage længere.

Og Danmark skal vælge sommertid til, hvis man spørger Bent Clausen, som er formand for DBUs breddeudvalg. Vintertid er 'en stor risiko' for fodboldspillere i Danmark, mener han.

»Det er derfor, vi er ude med det gule kort og advarselslamper,« siger han.

Helt konkret mener han, at udfordringen ved at vælge permanent vintertid er, at folk får mindre tid til at spille fodbold og andre udendørsaktiviter i de mørke måneder, hvor folk først skal have fri fra skole og arbejde, før de kan trække støvlerne på. Særligt på de baner, hvor der ikke er lys på.

»Godt nok har vi i dag flere kunstgræsbaner med lys på, men hvis alle skal kunne træne, vil det blive en meget bekostelig affære (at få sat lys på baner uden lys, red.). Folk vil få færre timer til at spille fodbold og dermed mindre sundhed.«

Bent Clausen fortæller, at de har informeret relevante politiker om sagen set fra DBUs side.

Det vil være op til medlemslandene, om de vil overgå til permanent sommertid eller vintertid i 2021, skriver Bloomberg.

I lande, der vælger permanent sommertid, skal borgerne for sidste gang stille urene en time frem søndag den 28. marts 2021, mens de lande, der vælger permanent vintertid for sidste gang stiller urene tilbage søndag den 31. oktober 2021.

Sommertid blev for første gang indført af Østrig og Tyskland i 1916 for at spare energi og dermed olie, som var knap under Første Verdenskrig.

Danmark indførte sommertid 21. maj 1916, men den blev først permanent i 1980.

I 1996 indførte EU-kommissionen så fælles standarder for sommertid fra sidste søndag i marts til sidste søndag i oktober.