De danske EM-drenge skal til OL næste sommer. For første gang siden 1992. Men hvad venter egentlig et dansk fodboldlandshold i Rio de Janeiro?

Spørg bare en svømmer, en 100 meter-løber eller sågar en håndboldspiller. I sportens verden findes der intet større end De Olympiske Lege. Når først den olympiske fakkel tændes, og det hvide flag med de fem ringe bæres ind og hejses, blegner alt andet i sammenligning.

Men fodboldspillere er anderledes – og det samme er selve fodbolden. Fodbold er verdens største sport og kan i sig selv bære enorme begivenheder. Begivenheder som EM og ultimativt VM.

For en fodboldspiller er et OL og en OL-medalje ikke en af barndomsdrømmene, som de er for noget nær alle øvrige sportsfolk. Nej, det handler for de fleste i stedet om klubturneringer, Champions League og VM-guld.

Det gør det, fordi fodbold til OL ikke når det sportslige niveau, som rammes, når bolden ruller til en VM-slutrunde. Spillerne er – med tre undtagelser på hvert hold – U23-spillere, og det er ofte mere obskure fodboldnationer som Cameroun, Nigeria og Mexico, der løber med guldet. Så hvorfor overhovedet gøre så stort et nummer ud af det, kan man tænke?

Det skal man, fordi det er et stort nummer. Danmark har med semifinalepladsen ved EM for U21-landshold kvalificeret sig til verdens største sportsbegivenhed med et fodboldhold – endda et hold med muligheder for at nå langt.

Det skete sidste gang for 23 år siden. Næste år sker det igen, når det nuværende U21-landshold drager til Brasilien og Rio de Janeiro i selskab med tre udvalgte 'voksne' spillere. Og det er en fortælling, alle spillerne på det danske EM-hold vil være en del af.

»Hvis man kan få lov at stille op til et OL for sit land, er det ikke mig, der siger nej,« siger en af målscorerne, da Danmark tirsdag aften sikrede sig OL-billetten, Viktor Fischer.

»Det vil jeg gerne. Men det ligger så langt ude i fremtiden, at det er svært at tage stilling til lige nu. Der er en hel sæson på klub- og landsholdsplan, inden det kommer dertil. Lige nu er jeg bare stolt over at have været med til at kvalificere Danmark til OL for første gang i min levetid. Det er stort i sig selv,« supplerer anfører Jannik Vestergaard, der dog skal håbe på et af de tre ’wildcards’ til den danske OL-trup, da han er født før OL-skæringsdatoen 1. januar 1993.

De danske spillere vil med. Ikke så meget fordi guld, sølv og bronze trækker. Nej, det er noget andet. Det kan lyde højpandet, men det er den olympiske ånd og selve det at være til et OL, der trækker i de danske EM-helte.

»En stor del af det er oplevelsen. Fodboldturneringen til OL er jo ikke rent sportsligt en af topbegivenhederne ved De Olympiske Lege. Men oplevelsen vil være fed. Det er sikkert den eneste gang, jeg får lov at opleve det. Det er specielt at få lov til at gøre det med de her drenge og nyde frugterne af, at vi har arbejdet hårdt på den her årgang, så vi lige pludselig er blandt de fire bedste i Europa,« forklarer midtbanespilleren Lasse Vigen.

Der er 18 pladser at kæmpe om i den danske EM-trup, der i august næste år rejser til Rio de Janeiro for at kæmpe med 15 andre nationer om OL-guldet. Let the games begin!

Om OL

Der er i alt 16 hold med til fodboldturneringen ved OL. Indtil videre er seks hold kvalificeret:

Brasilien (værtsnation)

Danmark (EM-semifinale)

Tyskland (EM-semifinale)

Portugal/Italien/Sverige (EM-semifinale)

Portugal/Italien/Sverige (EM-semifinale)

Argentina (sydamerikanske ungdomsmesterskaber)

 

Derudover skal der findes deltagere ved følgende turneringer:

Det asiatiske U23-mesterskab (top tre)

Det afrikanske U23-mesterskab (top tre)

Den nord- og mellemamerikanske olympiske kvalifikationsturnering (top to)

Stillehavslegene (vinderen)

Playoff-kamp mellem Colombia og nummer tre ved den nord- og mellemamerikanske olympiske kvalifikationsturnering

Formatet:

Kampene spilles fra 3. til 20. august 2016 i VM-byerne Rio de Janeiro, Belo Horisonte, Brasilia, Salvador, Sao Paulo og Manaus. (EM-finalen i Frankrig spilles 10. juli).

De 16 hold inddeles i fire grupper med fire hold i hver. De to bedste fra hver gruppe går i kvartfinalerne, og derfra er det ligetil. Der spilles også en kamp om bronzemedaljer mellem taberne af semifinalerne.

OL er for U23:

Jess Thorup skal træffe nogle valg til OL. Truppen skal bestå af 18 spillere, der er født fra 1. januar 1993 eller senere. Det skærer en del af den nuværende trup fra, men U21-landstræneren har mulighed for at udtage tre spillere, der er ældre end aldersgrænsen. Det kan derfor også være Nicklas Bendtner, Christian Eriksen og Kasper Schmeichel.

De kan være med:

Jakob Busk

Andreas Christensen

Christoffer Remmer

Patrick Banggaard

Riza Durmisi

Christian Nørgaard

Jens Jønsson

Lasse Vigen

Nicolaj Thomsen

Pierre-Emile Højbjerg

Pione Sisto

Emil Berggreen

Nicolai Brock-Madsen

Uffe Bech

Viktor Fischer

Yussuf Yurary Poulsen

De skal have dispensation:

David Jensen

Frederik Rønnow

Alexander Scholz

Frederik Sørensen

Jannik Vestergaard

Jonas Knudsen

Rasmus Falk

 

BTs bud på en OL-startopstilling (4-2-3-1)

Schmeichel (over 23) - Remmer, Okore (over 23), Vestergaard (over 23), Durmisi - A. Christensen, Højbjerg - Y. Poulsen, Fischer, Sisto - Cornelius

 

Tidligere vinderhold og OL-profiler:

2012 i London: Mexico (Neymar, Ryan Giggs, Luis Suarez, Thiago Silva, Juan Mata)

2008 i Beijing: Argentina (Messi, Di Maria, Aguero, Kompany, Ronaldinho)

2004 i Athen: Argentina (Tevez, Mascherano, Pirlo, Cristiano Ronaldo, Saviola)

2000 i Sydney: Cameroun (Eto'o, Xavi, Puyol, Zamorano, Ronaldinho)

1996 i Atlanta: Nigeria (Okocha, Crespo, Simeone, Roberto Carlos, Ronaldo)

1992 i Barcelona: Spanien (Guardiola, Luis Enrique, Asprilla, Brolin, Albertini)