Raheem Sterling mener, at en person på tribunen råbte racistiske ord efter ham under topkamp lørdag.

Manchester City-spilleren Raheem Sterling beskylder en Chelsea-fan for racistiske tilråb. Både politiet og Chelsea vil undersøge anklagerne.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Hændelsen skal være sket under lørdagens kamp på Stamford Bridge i London, hvor hjemmeholdet Chelsea vandt 2-0.

En video, der er blevet lagt ud på internettet, viser, at en fan råber efter den engelske angriber, da han samler bolden op bag ved målet.

Der er ikke blevet anholdt nogen i sagen, men politiet vil gennemgå videomateriale fra kampen for at afgøre, hvorvidt der er sket racistiske tilråb.

Det oplyser politiet i London i en pressemeddelelse.

Også Chelsea vil undersøge sagen nærmere, skriver klubben i en meddelelse.

- Vi er klar over, at en video cirkulerer online, hvor det hævdes, at der bliver råbt racistiske udtalelser mod en spiller på Stamford Bridge stadion lørdag, lyder det fra Chelsea.

- Vi vil gennemgå videomaterialet for at afgøre, hvorvidt en lovovertrædelse er sket.

Er der tale om en lovovertrædelse vil klubben "tage de stærkeste midler i brug", siger en talsmand for Chelsea ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Også i Skotland opstod en lignende episode lørdag, hvor to fans blev anholdt efter angiveligt at have rettet racistiske tilråb mod Christian Mbulu, der spiller for Motherwell.

De to hændelser sker, mindre end en uge efter at en Tottenham-fan blev anholdt for at kaste en bananskræl mod Arsenal-spilleren Pierre-Emerick Aubameyang.

Det skabte stærke reaktioner på sociale medier, skriver AFP.

Blandt andet fra den tidligere Manchester United-spiller Rio Ferdinand, som var medkommentator på lokalopgøret mellem Tottenham og Arsenal.

- Skal vi blive ved med at tillade denne type racistisk opførsel? Mod folk, der blot sparker til en bold?, skrev han efterfølgende på Twitter.

/ritzau/