Bt.dk mødte Nicki Bille i lufthavnen inden afgang med landsholdet til Polen

Smilet sidder lige så godt som håret. Frækt og smart. Nicki Bille mødte mandag morgen op i Københavns Lufthavn og tjekkede ind som landsholdspiller. For første gang. Og derfor var det en stolt og spændt Bille, som bt.dk fik ord fra i lufthavnen.

- Ja, nu er jeg her, sagde en smilende Bille og fortsatte:

- Det er utroligt spændende, og jeg er glad for at møde en masse nye mennesker og træne med en masse klasse-spillere og et godt træner-team. Det er stort, og jeg glæder mig, siger Bille om turen til Gdansk, hvor landsholdet møder Polen i en testkamp på onsdag.

Det er første gang, han er med for A-landsholdet, men på trods af, at angriberen er i super-form og har været en stabil og vigtig mand for Rosenborg over mange kampe, skruer han ikke forventningerne alt for højt i vejret.

- Jeg skal nok ikke forvente for meget, for jeg tror, at det tidligere har været mit problem, at jeg har forventet for meget af mig selv. Jeg tager naturligvis det med, jeg kan få, og så må vi se, om det bliver til spilletid, siger han og fortsætter:

- Men hvis det gør, skal jeg ind og gøre dét, jeg gør i Rosenborg. Grunden til, at jeg er med, er vel, at jeg har været mere stabil i mine præstationer gennem længere tid. Men jeg skal ikke ind og tro, at jeg skal lave alt muligt nyt, jeg skal bare gøre det, jeg gør i Rosenborg, siger Bille og fastslår, at han møder op i god form.

- Jeg er i rigtig god form. Jeg scorede ikke i vores kamp søndag, men jeg har scoret i de to foregående kampe. Vi har en god selvtillid i Rosenborg, vi har ikke tabt i 13 kampe, og så vi kommer med god form og selvtillid. Og så er vi godt i gang i ligaen i modsætning til mange andre, siger han.

Der burde være gode chancer for spilletid til Nicki Bille på onsdag. Morten Olsen har nemlig slået fast, at der kun er to spids-angribere i truppen, Nicklas Pedersen og Nicki Bille.