Russiske stadion-konstuktører har gjort et opsigtsvækkende fund i jorden under fodboldstadionet i byen Volgograd.

I forbindelse med opbygningen af en af de kommende VM-arenaer, der skal stå klar, når Rusland er vært for VM i fodbold 2018, opdagede nogle byggeteknikere 11 ueksploderede bomber, som angiveligt stammer fra Anden Verdenskrig.

Bomberne blev fundet, da det gamle stadion, Central Stadium, skulle rives ned for at gøre plads til et større og nyere VM-stadion.

»Under de sidste to måneders nedrivning af Central Stadium er der indtil videre fundet 11 bomber. Grundet den store mængde ueksploderet ammunition har vi været nødsaget til at kontrollere grunden nøje for at sikre os, at alle bomber blev fjernet. Vi er dog overbeviste om, at vi nu har fået fjernet alt, og arbejdet kan starte den sidste weekend i januar,« lyder det fra Volgograds viceborgmester, Vasily Galushkin, til lokale medier.

Volgograd gik tidligere under navnet Stalingrad, og byen dannede i slutningen af 1942 ramme om en række voldsomme kampe mellem de tyske nazister og de russiske modstandstyrker. Der er siden fundet flere ueksploderede bomber og andet krigsudstyr fra kampene i 1942 rundt omkring i byen.