Sidste afsnit af 'Fede forhold' rullede over skærmen mandag.

Det er nu halvanden måned siden, at optagelserne sluttede, og B.T har snakket med deltagerne for at høre, hvad der er sket, siden vi forlod dem.

Tina og Thomas meldte sig til eksperimentet, da de gennem årene sammen har taget sammenlagt 50 kilo på.

Gennem det syv måneder lange forløb, som har været særligt svært for Tina til tider, har hun smidt 17,2 kilo, og Thomas har tabt sig cirka 12 kilo.

Thomas kom stort set i mål med sit vægttab ved første vejning, mens Tina har et stykke endnu til de 25 kilo, som var hendes mål ved programmets start.

Lige nu har hun dog tilladt sig at holde en tiltrængt sommerferie, hvor træningstøjet dog er med i kufferten, men hvor der også er plads til at spise en is eller drikke en gin og tonic, hvis det er det, hun har lyst til.

Ferien har kostet hende knap to kilo på vægten, og selv om hun ville ønske, hun havde holdt status quo, tager hun vægtøgningen meget afslappet.

Hun er ikke i tvivl om, at hun vender helt tilbage i de gode vaner, når hverdagen kommer igen.

Parret fortsætter også stilen fra programmet, når det kommer til de øvelser, de fik til deres parforhold.

De bruger blandt andet stadig 'forfølger og tilbagetrækker'-øvelsen, som de fik af programmets parterapeut (Frej Prahl, red.), og bliver vist i afsnit fire af programmet.

I dag foregår det dog uden papirer, da proceduren nu sidder på rygraden hos parret.

Formålet med øvelsen var at fjerne de roller, som de hver især havde fået skabt sig i den travle hverdag: nemlig Tina i mor-rollen og Thomas som nikkedukke.

Tina og Thomas er kommet meget tættere på hinanden igennem eksperimentet.
Tina og Thomas er kommet meget tættere på hinanden igennem eksperimentet. Foto: DR PRESSE
Vis mere

Tina fortæller i dag, at mor-rollen ikke har været i brug i lang tid, og hvis det sker, at hun finder den frem, så er hun meget hurtig til at opdage det og sige farvel til den igen.

Gennem programmet er Thomas gradvist blevet bedre til at sige fra over for sin kone, hvilket Tina har efterlyst i lang tid.

Han fortæller i dag, at han fortsat er blevet bedre til at sige, hvis han finder noget 'træls', eller der er opgaver, han ikke kan overskue.

Det har også hjulpet parret meget, at Tina ikke længere oplever de migræneanfald, som hun har været plaget af siden puberteten, og som tog til efter, at parret fik deres yngste søn, Theodor.

I programmet så man, at Tina sommetider var nødt til at trække sig, og det efterlod Thomas med et større ansvar, end han sommetider kunne klare.


I dag er han ikke nær så presset med at få hverdagen med børn og hus til at løbe rundt, for nu har Tina langt mere overskud til at deltage på lige fod med Thomas i de daglige gøremål.

Parret har derfor også haft tid og overskud til at genopdage nogle af ting, som de forelskede sig i ved hinanden, da de mødte hinanden for første gang i Forsvaret.

De insisterer på, at når man siger 'ja' til hinanden i kirken, så er det i medgang og modgang.

Der har ikke manglet kærlighed i hjemmet, men i de senere år har de fokuseret for meget på hinandens mangler, mener Tina, og det, selv om de også sagde 'ja' til dem ved deres bryllup for 16 år siden.

Nu har parret lært at give slip på dem og i stedet fokusere på, hvad det er, de er glade for og værdsætter hos hinanden.