Efter otte års spil om magten i hit-serien Game of Thrones, er det nu endelig tid til at se, hvem der ender på Jerntronen og vinder the game of thrones.

Men hvem er så danskernes favorit til at stå som sejrherre til sidst? Hvis man spørger de danske Oddset-spillere, så er svaret klart:

Jon Snow.

»Det gælder over hele landet. 53 % af alle sjællændere, har spillet på Jon Snow. I Jylland er 34 % af indskuddene sat på Jon Snow, og på Fyn er det 12,7 %. Ingen anden person fra serien har fået så stor tiltro fra spillerne,« siger Mathias Reimer Larsen, der er oddssætter hos Danske Spil.

Kit Harington står, ifølge Danske Spil, til at vinde Game of Thrones. Vis mere

Den næste i rækken til at tage tronen, hvis ikke Jon Snow ender der, er den smukke dragemoder Daenerys Targaryen, som i serien bliver spillet at Emilia Clarke.

Dog er der her en forskel i oddset spillerne, som ikke kan ses ud fra den geografiske placering, men derimod kan læses ud fra køn.

»Går man lidt mere ind i spilhistorikken, kan vi se, at der er forskel på, om du er mand eller kvinde. Hvor mændene klart fortrækker Jon Snow på Jerntronen, så har kvinderne spillet lige meget på Jon Snow og Daenerys Targaryen. De er altså lige store favoritter hos kvinderne,« forklarer Mathias Reimer Larsen.

Det er altså (SPOILER ALERT) klart de to turtelduer Jon Snow og Daenerys Targaryen, der er favoritter til at vinde Game of Thrones. Derefter er det meget spredt, hvem folk lægger deres penge på.

»Der er et bredt midterfelt, som en del spillere har oddset på til at ende på tronen. Det er fx Tyrion Lannister, Jamie Lannister, Gendry og Bran Stark,« siger Mathias Reimer Larsen.

På Grønland, som er landet, der om nogen kender til begrebet ‘winter is coming’, er der kun én person der har oddset.

Der er pengene faldet på Bran Stark, som nogen mener skulle være ‘The Night King’ - altså lederen af de zombi-lignende ‘White Walkers’. Mon den grønlænder ved noget, som vi andre ikke ved?

Ifølge Danske Spil, er der en enorm interesse for at oddse på Game of Thrones, som har været stigende siden det blev muligt at satse penge i 2016, hvor tv serien stoppede med at følge bøgerne. Seriens 8. og sidste sæson har premiere mandag.