Den tidligere vært på TV Avisen er nu at finde i en helt ny rolle.
Tine Gøtzsche skal nemlig stå i spidsen for et nyt underholdningsprogram på Kanal 5 og HBO Max, der kommer til efteråret.
Programmet hedder 'Dobbelt op' og handler for deltagerne om at vise deres iværksætterevne og få 1.000 kroner til at vokse - i sidste ende til mindst 240.000, hvorefter man kan vinde en præmie på 100.000 oveni det indtjente.
Den tidligere DR-vært, der senest trak masser af seere som 'Forræder' på TV 2, er klar til en ny rolle.
»Dobbelt op handler ikke bare om at vinde penge, men også om at turde forfølge sine drømme og tage chancer. Jeg glæder mig til at følge deltagernes rejse og være en del af deres kamp for at fordoble deres indsats og måske ændre deres liv for altid,« siger Tine Gøtzsche i en pressemeddelelse.
12 par amatøriværksættere stiller op i programmet, der sendes på en endnu uspecificeret dato i efteråret.
58-årige Gøtzsche har også styret programmer som DR2 Udland, Profilen, Temalørdag og P1Debat samt nogle af DRs store indsamlingsshows og politiske debatter.