Vil du have en kæreste, der elsker tarteletter og hader akavet stilhed?

Så er det nu, du skal melde dig til 'Bachelorette'.

TV 2 har nemlig offentliggjort den første af de to kvinder, der skal kæmpe om 18 mænds gunst i den kommende sæson, som får premiere næste sommer.

Hun hedder Julie Kriegler, er 26 år, har været single et lille års tid, og er efter eget udsagn vild med tarteletter og tartar.

»Jeg har ikke en bestemt type, jeg går efter. Bare han har glimt i øjet, et sødt smil og er charmerende, så er jeg solgt,« fortæller Julie, som håber, hun møder en 'megafantastisk mand, der er sød og sjov og fejer benene væk under hende'.

»Jeg drømmer om en mand, der kan få mig til at grine, så maven gør ondt, og som også kan være min bedste ven. Og så må han godt gå lidt ud af boksen og gør sig umage – det falder jeg pladask for.«

Julie er uddannet markedsføringsøkonom. Hun kan godt lide at rejse og at bryde hverdagen op med oplevelser. Fritiden bruges på mad, veninder og yoga – og så har Julie et tæt forhold til sin mor og bror, som hun taler i telefon med stort set hver dag.

Som bonusinfo kan TV 2 fortælle, at Julie Kriegler slår næsten alle sangtekster op på Google for at finde ud af, hvad der præcis synges, samt at der aldrig er akavet stilhed omkring hende, da hun altid har en sjov kommentar.

Lær hende bedre at kende i videoen over artiklen.

Foruden Julie Kriegler vil TV 2 snart præsentere endnu en kvindelig single. Efter to sæsoner, hvor mændene har været i undertal, er det nemlig denne gang kvinderne, der kan vælge og vrage.

De 18 singlemænd er endnu ikke fundet, men er du åben ofr at finde kærligheden i Mexico, og er du frisk på at rejse væk i fire-fem uger i begyndelsen af det nye år, kan du tilmelde til programmet her.