»Det var simpelthen så bittert,« lyder det fra årets første spiller til at ryge ud af 'Forræder' på TV 2.
Her giver hun sit eget bud på, hvad der gik galt – og afslører, at hun på grund af stress endte med at miste stemmen i to uger.
Så er spillet i gang!
Afsnit to af den nye sæson af 'Forræder', hvor kendte dyster om at være bedst til at lyve for hinanden på TV 2, begyndte med at 'forræderne' sendte den første 'loyale' spiller ud af spillet.
Valget faldt på den 33-årige radio- og podcastvært Line Kirsten Nikolajsen, der overfor B.T. ikke lægger skjul på, hvor irriterende det var at ryge ud som den første.
»Jeg havde ægte glædet mig til at være med. Jeg havde det så sindssygt over overhovedet at blive spurgt, for jeg elsker sådan nogle spil her. Jeg var sgu mødt op. Jeg var bare klar!,« fortæller hun og fortsætter:
»Det var så som at sidde i en rutsjebane og være klar til det helt store fald og så få at vide, at maskinen er i stykker, så man er nødt til at gå ned. Nogle skulle det jo være, så der er altid en risiko – men det var ekstremt bittert.«
Line Kirsten Nikolajsen fortæller, at hun for inden havde tænkt meget over at gå lidt stille med, hvor meget hun egentlig gik op i spillet, for ikke at blive udset som en 'farlig spiller'.
»Og det første jeg så gjorde, da vi kom ind i fællesstuen, efter at nogen var blevet valgt som 'forrædere', var at sige: 'Jeg tror, det er Victor!', haha. Jeg gik direkte i angreb.«
Hun fortsætter:
»Så da jeg kom hjem, nåede jeg da at gennemtænke alt, hvad jeg havde gjort – og tænkte at jeg skulle have holdt min kæft.«
Hun tilføjer:
»Men igen – jeg talte jo minimalt med Sarah og Rasmus ('Forræderne' Grünewald og Bruun, red.), så jeg tror ikke, jeg kunne have gjort særlig meget anderledes.«
Udover at være utrolig ærgerlig over at ryge ud så hurtigt, kom der også en kraftig reaktion rent fysisk.
Den opmærksomme seer vil bemærke, at Line Kirsten Nikolajsens stemme i løbet af de to første afsnit bliver mere og mere hæs, og det blev endnu værre, fortæller hun:
»Jeg mistede simpelthen stemmen. Det begyndte allerede den første aften, og på andendagen mistede jeg stemmen som en stressreaktion.«
Hun fortsætter:
»Jeg er ikke syg på nogen måder, men har før oplevet at miste stemmen, hvis min krop er ultra presset. Jeg kunne ikke snakke rigtig to uger efter jeg kom hjem fra 'Forræder'. Der kom en meget prompte stressreaktion.«
Line Kirsten Nikolajsen elsker at deltage i spil og lege og en fremtidsdrøm er nu at få lov at medvirke i 'Stormester'.
Se Line Kirsten Nikolajsen fortælle om sit alt for tidlige 'Forræder'-exit i videoen øverst.